Kvinde fundet dræbt i lejlighed
En 55-årig kvinde blev i nat fundet dræbt i sin lejlighed i Holme ved Århus.
En 55-årige kvinde blev natten til tirsdag fundet dræbt i sin lejlighed på Holme Møllevej i Holme ved Århus, oplyser politiet.
Det var kvindens hjemmeboende datter, som fandt sin mor død i lejligheden, da hun kom hjem ved 0.30-tiden natten til tirsdag. Dødsårsagen var ved 03-tiden ikke fastslået med sikkerhed, men hun er tilsyneladende blevet kvalt.
- Vi ved ikke, hvornår drabet har fundet sted, men vi ved, at hun har talt med nogen ved 16-tiden mandag eftermiddag, siger kriminalkommissær Bjarne Laursen, Århus.
Der var hverken tegn på indbrud eller slagsmål i kvindens stuelejlighed, og politiet kendte ikke umiddelbart motivet til drabet. /ritzau/
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om drabet i tirsdagens nyhedsudsendelser.