Kvinde fundet død i Århus Havn
En kvinde i 60'erne blev mandag fundet død i Århus Havn. Kvinden er endnu ikke identificeret.
En ca. 65-årig kvinde blev sent mandag eftermiddag fundet død i havnebassinet ud for Sydhavnsgade i Århus, oplyser politiet.
Vidner slog alarm, da de så kvinden flyde i havnebassinet, og en politipatrulje var hurtigt på stedet.
Politifolkene kunne ikke afgøre, om hun var død, og en af betjentene sprang i vandet og fik hende op på kajkanten. Kort efter kom en lægeambulancen, og lægen konstaterede, at hun var død.
Kvinden havde ingen papirer på sig, og politiet vidste mandag aften ikke, hvem hun var. Hun var 160 cm høj og spinkel af bygning med mørkbrunt, skulderlangt og glat hår.
Hun var iført mørkgrønt joggingsæt i velour, lysbrun fleece-trøje samt sorte og brune sko med velcroluk. Om armen havde hun en sort dametaske og heri fandt politiet en busbillet, der var stemplet mandag. /ritzau/