Kvinde frygtede for sit liv: Gik rundt med oversavet jagtgevær
Natten til onsdag blev en kvinde anholdt på Lille Torv i Aarhus, hvor hun gik rundt med et oversavet jagtgevær, som hun havde taget fra sin mand
Østjyllands Politi modtog natten til onsdag klokken 2.22 en anmeldelse om en kvinde, der gik rundt på Lille Torv i Aarhus med et oversavet jagtgevær.
En politipatrulje ankom kort efter til stedet og lokaliserede den 29-årige, der var i besiddelse af det oversavede jagtgevær, og hun blev anholdt uden dramatik.
Jagtgeværet tilhørte kvindens kæreste, som senere i nat blev anholdt på sin bopæl. Den 29-årige kvinde oplyste, at hun havde taget jagtgeværet fra sin mand, fordi hun frygtede for sit liv.
- Der har været en twist mellem hende og ham, og det var derfor, hun havde taget jagtgeværet. Manden vil muligvis blive fremstillet i grundlovsforhør i løbet af dagen, men det er ikke endelig afklaret endnu. Kvinden har været anholdt og sigtet for overtrædelse af straffeloven, men det vil være op til en juridisk vurdering, om der skal rejses tiltale, og det kan jeg ikke udtale mig om på nuværende tidspunkt, fortæller Politikommissær Anders Uhrskov til tv2oj.dk.