Kvinde fra Randers bortført i Tyrkiet
Se video: Familien frygter, at 20-årig kvinde er bortført af sin fætter, fordi han vil giftes med hende.
Den tyveårige studerende Sibel Bilgin fra Randers er forsvundet under en ferie i Tyrkiet. Nu frygter hendes far og andre pårørende, at hun er blevet bortført af to fætre, fordi den ene af dem ønsker at gifte sig med hende.
Sibel Bilgin, der er født i Danmark og har dansk statsborgerskab, rejste for to uger siden på ferie i Tyrkiet sammen med sine forældre til deres hjemby Denizli.
Hun var i færd med at gøre rent i sin bedstefars lejlighed, da hun forsvandt. Hendes sko blev fundet ved døren, og hun har efterladt al sin bagage.
En svoger til hendes far har ifølge faderen i telefonen erkendt, at hans søn har bortført kvinden med henblik på at gifte sig med hende.
Sibel Bilgins kusine og onkel, som bor i Hadsund, er rystede over sagen og venter på at høre nyt fra familien i Tyrkiet. De siger til TV 2 | ØSTJYLLAND, at tvangsgiftermål stadig findes i Tyrkiet.
- Det er absurd, at det kan ske, siger kusinen Louise Bilgin til TV 2 | ØSTJYLLAND. Ingen så bortførelsen af Sibel Bilgin, men kusinen tror ikke, at kvinden er fulgt med af egen drift:
- Jeg er ret sikker på, at hun ikke ville gå frivilligt: Hvorfor lader man sine ting være der? Hvorfor tager man ikke sine sko på, når man går udenfor?, spørger hun retorisk.
Sagen er anmeldt til de tyrkiske myndigheder. Det danske udenrigsministerium ønskede søndag ikke at kommentere på bortførelsen.
Opdateret:
Udenrigsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at:
- Den danske ambassade i Ankara er i løbende kontakt med de pårørende til den forsvundne dansk/tyrkiske kvinde. Ambassaden er endvidere i kontakt med tyrkisk politi, som har indledt en efterforskning i sagen. Udenrigsministeriet ønsker ikke at stille op til tv-interview i en konkret personsag.