Kvinde fik bank på casino

Vred casinogæst gik amok

Det kan tilsyneladende være farligt at gå på casino - og det er ikke kun fordi man risikerer at miste sine penge.

Torsdag aften gik en 52-årig mandlig gæst til angreb på en 37-årig kvinde under et besøg på Casino Royal i Aarhus Midtby.

Ifølge Østjyllands Politi blev den kvindelige casinogæst tildelt  flere knytnæveslag i ansigtet.

I forbindelse med overfaldet forsøgte den 37-årige kvinde at forsvare sig mod slagene.

- Under hændelsen forsvarede kvinden sig med et glas, som ramte manden i ansigtet, oplyser Østjyllands Politi.

En politipatrulje ankom kort efter til casinoet. Her lykkedes det betjentene at anholde den 52-årige mand, der stod bag volden.