Kvinde død efter anholdelse
Døde mens politiet var hos hende
Sent onsdag aften blev politiet kaldt ud til en 67-årig kvinde i Voldum ved Hadsten, som var højtråbende og kastede med ting.
Kvinden truede politiet med en hammer, da de ville anholde hende udenfor hjemmet. Da patruljen havde fravristet kvinden hammeren, fik hun ifølge politiet lov til at gå ind for at hvile sig, men da politiet gik tilbage i huset for at se til kvinden, havde hun ingen vejrtrækning eller puls.
Der blev iværksat genoplivning på stedet, og lægevagt samt ambulance blev tilkaldt, men den ældre kvinde stod ikke til at redde.
Efterforskningen af sagen er nu overgået til Den Uafhængige Politiklagemyndighed, da kvinden døde i politiets varetægt.
Østjyllands Politi har ingen yderligere kommentarer i sagen.