Kvinde anholdt for røveri
Truede ekspedienter med kniv i sandwichshop
En 34-årig kvinde er nu anholdt for røveriet mod Anettes Sandwich i Aarhus tirsdag aften.
Ifølge Østjyllands Politi er kvinden blevet genkendt ud fra de overvågningsbilleder, som politiet har offentliggjort af hende.
Kvinden har tilstået røveriet og bliver her til eftermiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.
- Gerningskvinden har indvilliget i at deltage i et konfliktråd senere hen. Det kan være godt for de ansatte i butikken, som selvfølgelig er meget chokeret, siger vicepolitikommissær Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Røveriet skete tirsdag klokken 19.30, hvor kvinden kom ind i Anettes Sandwich på Søndre Ringgade i Aarhus.
Her truede hun ekspedienterne med en brødkniv til at udlevere kassebeholdningen.
Hun blev dog afbrudt, da en kunde kom ind i butikken, og kvinden flygtede derefter med et mindre pengebeløb.