Kviksands-lignende tilstande ved populær strand - Ægtepar sank til brystet

På Grenaa Strand er der lige nu så blødt, at både borgere og dyr har været fanget i sandet.

01:21

VIDEO: I løbet af tirsdagen har kommunen arbejdet på stedet for at få vandet væk sandet.

Forestil dig, at du på din tur til stranden pludselig kan mærke din krop langsomt synke ned i sandet. Det lyder måske som noget fra en ubehagelig film, men det er det ikke.

Søndagens vilde blæsevejr fik vandstanden til at stige ved Grenaa Strand. Det har betydet, at sandet mandag er så vådt, at det næsten er som kviksand, beskriver flere borgere.

Læs også Første af sin slags: Ny genbrugsbutik sælger også byggematerialer

Anette Frederiksen fra Grenaa var en af de personer, der fik en noget mere dramatisk gåtur ved stranden end forventet.

- Det var voldsomt. Jeg sank i til knæene, og min lille hund sank også, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Det var voldsomt. Jeg sank i til knæene, og min lille hund sank også.

Anette Frederiksen, Grenaa

Anette Frederiksen måtte kæmpe for at komme op af det våde sand.

- Min hund, Sille, kom selv op, men hver gang jeg forsøgte at komme op med mine arme, sank de jo også bare, siger Anette Frederiksen.

Norddjurs Kommune er opmærksom på problemet og har sat afspærring op på stranden. 

Anette Frederiksens hund, Sille, var ved at synke i det våde sand. Både Anette og Sille slap med forskrækkelsen. 

Ægtepar sank til brystet 

Anette Frederiksen sank ikke dybere end til knæene, og både hun og Sille slap med forskrækkelsen.

Værre gik det dog for et ældre ægtepar, der også gik tur ved vandet. Efter at Anette Frederiksen var sunket ned i sandet, forsøgte hun at advare de andre strandgæster.

Men hun nåede desværre ikke at få fat på ægteparret, før de også sank i det våde sand.

Læs også Forbud for lastbiler udvides: Slut med at overhale på flere motorveje

- Jeg mødte ægteparret, efter at de havde kæmpet en brav kamp for at komme op af sandet. De var begge sunket i helt til brystet og var fuldstændig rystede, siger Anette Frederiksen.

Hun fortæller, at ægteparret har besøgt stranden hver dag de seneste fire år, men aldrig har oplevet noget lignende.

De var begge sunket i helt til brystet, og var fuldstændig rystede.

Anette Frederiksen, Grenaa

- De blev simpelthen suget ned i sandet, fortalte hun mig. Det virkede som om, at det var en meget voldsom oplevelse for dem, fortæller Anette Frederiksen. 

Også Lonnie Rasmussen fra Grenaa var på stranden mandag formiddag lige efter, at ægteparret var faldet i. 

- Jeg har før oplevet, at man kan synke lidt i, efter der har været højvande, men jeg har aldrig set det så voldsomt, siger Lonnie Rasmussen.

Læs også Familier med småbørn søges: Skal teste ny vaccine mod meningitis

Hun fortæller også, at det var svært at gennemskue, hvor der var blødt, og hvor der ikke var.

- Man kunne se, at sandet var fugtigt, men man kunne simpelthen ikke se, at det var så blødt og usikkert at gå på, siger hun.

Lonnie Rasmussen nåede at blive advaret mod det våde sand og skrev selv en advarsel i en lokal facebookgruppe, da hun kom hjem.

Der sat afspærring op ved Grenaa Strand.

Afspærring sat op

Anette Frederiksen er sikker på, at hun ikke længere skal gå tur ved Grenaa Strand, efter at hun oplevede at synke i.

- Det er slut. Jeg tør simpelthen ikke. Det vil jeg ikke anbefale nogen, siger hun.

Man kan sagtens gå en aftentur ved Grenaa Strand i aften. Man skal blot være opmærksom og lade være med at gå, der hvor der er spærret af.

Palle Nielsen, driftsleder i Driftscenter Norddjurs

Men ifølge driftsleder i Driftscenter Norddjurs, Palle Nielsen, er problemet helt under kontrol.

- Vi har spærret området af og vil tjekke op på det igen i morgen, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Han fortæller samtidig, at borgerne kan være helt trygge, hvis de vil ud og nyde aftensolen ved stranden.

Kim T Jensen er chef for vej og ejendom i Norddjurs Kommune. Mandag og tirsdag har han sammen med andre fra kommunen arbejdet på at gøre stranden klar igen. 

- Man kan sagtens gå en aftentur ved Grenaa Strand i aften. Man skal blot være opmærksom og lade være med at gå der, hvor der er spærret af, siger Palle Nielsen.

Kommunen har mandag gravet nogle revler i sandet, så vandet igen kan løbe ud, og sandet kan tørre.