Kvickly-stortyv blev voldelig - og det koster ham dyrt

En 38-årig mand kunne have sluppet med en sigtelse for tyveri. Nu er han i stedet sigtet for røveri.

Episoden fandt sted ved dette Kvickly-supermarked i Tranbjerg. Foto: Google Street View

Det endte fredag eftermiddag helt galt for en 38-årig mand, efter at han stjal et større parti varer fra et Kvickly-supermarked i Tranbjerg syd for Aarhus.

Den 38-årige mand forsøgte ifølge politiet at stjæle ikke mindre end 25 rammer sodavand samt et kilo oksefars og et kilo koteletter fra butikken på Kirketorvet.

Læs også Guldplader, autografer og instrumenter: Kæmpe Gasolin-auktion i gang

Desværre for den 38-årige blev tyveriet opdaget. Da han forlod butikken, løb en ansat og en borger efter ham.

- Da borgeren får fat i butikstyven, slår denne ud efter borgeren, så det, der startede som et butikstyveri, udviklede sig til et røveri, skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Episoden blev anmeldt til politiet kl. 14.50. En politipatrulje kom senere til stedet, hvorefter den 38-årige mand blev anholdt.

Manden blev løsladt efter at være blevet afhørt af politiet. Han er dog stadig sigtet i sagen.

Kvickly-supermarkedet ligger i Tranbjerg sydvest for Aarhus. Foto: Google Maps