Kvamm hædret af prins
Musikeren er årets æreshåndværker
Her til aften var der på Rådhuset i Aarhus medaljeuddeling til Østjyllands 25 bedste lærlinge indenfor industri og håndværk.
Til at overrække priserne var selveste Prins Joachim mødt op for at lykønske de unge svende, og det har han gjort hvert eneste år siden traditionen begyndte i 1999.
- Det er altid en fornøjelse, for det her er en festdag. De har ikke bare bestået deres svendeprøver, men har altså gjort det så enestående godt, og det går man ikke forbi i stilhed. Det skal fejres, og man kan mærke, at stemningen løfter sig i takt med at de kaldes op, for det her er nok alligevel større, end de havde regnet med, siger Prins Joachim til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Udover medaljer til de unge svende blev musikeren Simon Kvamm også hædret ved ceremonien i dag. Han fik prisen for Årets Æreshåndværker og for at være en østjyde, der gør sig særligt bemærket i sit håndværk.
Du kan høre Simon Kvamms reaktion på prisen øverst i artiklen.