Kvamm er blevet far - igen
Har i al hemmelighed fået endnu en datter
Trods massiv bevågenhed i den kulørte del af pressen er det lykkedes Simon Kvamm at værne om i hvert fald en del af sit privatliv.
Simon Kvamm, der er opvokset i Silkeborg, er i al hemmelighed blevet far til endnu en datter. Det afslører han ifølge Ekstra Bladet i tv-programmet "Felix flytter ind".
Nephew-forsangeren har i forvejen en datter på seks år sammen med sin kone, Stine Ellerbæk. Under optagelserne til tv-programmet kom endnu et barn - datteren Alice - dog pludselig kravlende hen over stuegulvet.
- Et stort skub at få børn
37-årige Simon Kvamm er kendt for at være noget af et kontrolmenneske af sine nære venner og slipper ikke så let af med gamle vaner.
Derfor synes han selv, at livet som familiefar er lige det, han har brug for for at vænne sig af med de gamle vaner.
- Det at få børn er ét stort skub. Der er ingen styr på noget, og hele tiden skal gulvet tørres op. Jeg hader, når der ligger noget på gulvet. At få børn er én lang læring i at slippe den dér forpulede kontrol og vanerne, siger Simon Kvamm i tv-programmet.