Kurt Westergaard på vej med nye tegninger
Den århusianske bladtegner Kurt Westergaard er skarp i illustrationerne i ny bog. Han frygter dog ikke for sin egen sikkerhed.
Uffe Ellemann-Jensen knæler. På hans strittende popo står et blækhus, påskrevet 'Ytringsfrihed'. Op af blækhuset titter en sortskægget herre med bombe i turbanen.
Den århusianske bladtegner Kurt Westergaard er skarp i illustrationerne til bogen 'Groft Sagt',
der snart udkommer med krasbørstige kommentarer fra formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, der tidligere har stået i Berlingske Tidendes Groft Sagt-spalte.
- Kurt Westergaards 26 tegninger vidner om, at han er lige så respektløs og satirisk, som han altid har været. Mullaher, politikere, diktatorer og andet godtfolk portrætteres skarpt og
umiskendeligt, siger Lars Hedegaard til Ritzaus Bureau.
Netop nu behandler Højesteret sagen om de to tunesere, der er administrativt udvist for mistanke om mordplaner mod Kurt Westergaard på grund af hans første tegning af profeten
Muhammed, der udløste angreb på danske ambassader i flere muslimske lande i 2006.
Kurt Westergaard ser de nye tegninger som en 'ordinær bestillingsopgave', erfarer Berlingske Tidende.
- Mine egne meninger kommer ikke nogen ved. I denne bog har jeg set det som min opgave at illustrere Lars Hedegaards meninger, siger han.
Er du ikke bekymret for din egen sikkerhed?
- Nej. Jeg er 73 år. I den alder er man ikke så bange mere. Jeg kan lige så godt være modig. Ellers kan man ikke leve livet.
Er du ikke bekymret for Danmarks sikkerhed?
- Jo. Men jeg mener, at det, der skete ude i verden sidst, handlede om, at elendige regimer gav deres befolkninger luft for frustrationerne over, at regimerne ikke kunne opfylde folkets krav.