’Kurt kom forbi’ genopstår som radioprogram

Det legendariske koncept med journalist Kurt Leth bliver nu en fast del af lørdagsprogrammet på Radio Alfa i Randers

Kurt Leth var gennem over to årtier en fast del af TV2 ØSTJYLLAND med programmet 'Kurt kommer forbi'. Foto: Morten Rasmussen

I over 20 år var ’Kurt kom forbi’ en fast del af TV2 ØSTJYLLAND. Her mødte journalist Kurt Leth spændende personligheder, der alle havde det til fælles, at de bar rundt på en god historie. Nu genopstår programmet.

Nu som radioprogrammet 'Kurt kommer forbi' på Radio Alfa i Randers. Her får Kurt Leth sendefladen hver lørdag formiddag mellem kl. 11-12. Og han skal gøre nøjagtig det samme i radioen, som han havde succes med på tv.

- Alle har en god historie at fortælle. Der er mange spændende historier og gode billeder i mennesker. Historierne venter bare på at blive fundet og fortalt i radioen, lyder det fra Kurt Leth.

Der mangler længere programmer, hvor er plads til, at der kommer ro på

Poul Foged, Radio Alfa

Først program blev sendt i lørdags fra Restaurant Det Gamle Apothek, og de kommende lørdage vil Kurt Leth besøge spændende virksomheder, foreninger og personer i sit program.

- Vi har først og fremmest hyret Kurt, fordi han er en god formidler og historiefortæller. I begyndelsen vil han komme ud til mange lokale virksomheder, men der bliver også plads til personhistorierne, siger programchef på Radio Alfa, Poul Foged, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også En tv-æra er slut

Randers-radioen mener, at der generelt mangler programmer som ’Kurt kommer forbi’ i det danske mediebillede.

- Alt skal være så hurtigt og gå stå stærkt, også på en kommerciel radiokanal som vores. Så der mangler længere programmer, hvor er plads til, at der kommer ro på, mener Poul Foged.

Udover at være manden bag TV2 ØSTJYLLANDs ’Kurt kom forbi’, er Kurt Leth også kendt fra TV Syds serie ’Kaffe med Kurt’, som journalist på Jyllands Posten og pressemand i Udenrigsministeriet under Uffe Ellemann Jensen.

Herunder kan du se et langt temaprogram med alle højdepunkterne fra 'Kurt kom forbi' gennem årene: