Kursklø til Aarhus Lokalbank
Aktierne faldt 31 procent ved åbningen
Aarhus Lokalbank fik kursklø, da Børsen åbnede her til morgen.
Som den hårdest ramte af de små banker, der måtte notere kursfald efter Fjordbank Mors? krak i weekenden, måtte Aarhus Lokalbank notere et minus på 31 procent. Her ved middagstid er kursen dog tilbage på knap otte kr.
I banken har rådgivere travlt med at berolige kunder og aktionærer, som frygter for deres penge, siger underdirektør i Aarhus Lokalbank, Carsten Stenulm til Ritzau.
- Der er selvfølgelig kunder, som spørger til tilstanden i deres lokalbank, og vi kan jo ikke sige andet til dem, end at vi følger de planer, der er lagt for banken, siger Carsten Stenulm.
Han siger dog, at der endnu ikke er tale om, at kunderne flygter eller tømmer deres konti i banken.
- Langt de fleste af vores kunder har indlån under 750.000 kroner og er dermed allerede dækket af indskydergarantifonden, siger underdirektøren.
Aarhus Lokalbank blev i en analyse i Dagbladet Børsen for nylig udpeget som en af de mest risikable banker i Danmark. Førstepladsen på den kedelige liste blev indtaget af Fjordbank Mors, som fredag måtte kaste sig i armene på statens skraldespandsselskab, Finansiel Stabilitet.
Men Carsten Stenulm afviser, at en lignende skæbne venter Aarhus Lokalbank. Analysen bygger på regnskabstal fra 2010, siger han.
- Efter afslutningen af regnskabsåret har banken gennemført en stor kapitalplan, hvor vi har polstret vores egenkapital og lagt en plan for, hvordan vi trimmer Aarhus Lokalbank. De planer følger vi, siger Carsten Stenulm.
Og derfor gør banken alt for at berolige de nervøse aktionærer og kunder.
- De skal bevare roen, og så vil vi over tid bevise, at den trimning af banken, vi har gang i, lykkes, siger Carsten Stenulm.
De andre banker, der er ramt af store kursfald, er Hvidbjerg Bank, Vinderup Bank, Totalbanken og Max Bank.