Kupplaner mod bokseledelse

Århusianer i spidsen for oprør mod ledelsen i dansk boksning.

Foto: Flickr

Oppositionen, der vil af med bestyrelsen i Danmarks Bokse-Union (DaBU), fremlagde lørdag kupplanerne, som skal kulminere med et mistillidsvotum ved repræsentantskabsmødet i september.

15 repræsentanter fra udvalgte klubber var inviteret til Odense, hvor jorden blev gødet til et oprør mod DaBU's formand, næstformand og kasserer.

- Vi har præsenteret et oplæg til en strategiplan på både sportsligt, finansielt og ledelsesmæssigt niveau. For vi forventer ikke, at der er penge tilbage i kassen, når vi forhåbentlig slipper af med DaBU's bestyrelse, siger oppositionens talsmand Gunnar Berg, Århus.

Foruden at være træner i Aarhus Athlet Klub var Gunnar Berg en del af DaBU's elitesektion, som tidligere på året trak sig i vrede over bestyrelsens dispositioner som følge af en skrantende økonomi.

- De store underskud, som bestyrelsen skabte med den CBC (international bokseturnering i København, red.) og fire tv-stævner, har fået folk op af stolene. Og ingen kan være interesserede i, at det sportslige er skåret ned til sokkeholderne, siger Gunnar Berg.

Præsenterer planerne
I den kommende tid vil Gunnar Berg og de øvrige kupmagere præsentere planerne for de klubber, som endnu ikke har meldt sig i modstanden mod bestyrelsen

I juli præsenteres så kandidaterne til at afløse formand Svend Åge Jørgensen, næstformand John Dalby Kristensen og kasserer Leif Jensen.

De øvrige to bestyrelsesmedlemmer - formændene for den sjællandske og den jyske lokalunion - er fredede, da de som naturligt indvalgte ifølge Gunnar Berg ikke bør være omfattet af det forestående mistillidsvotum til bestyrelsen.

For at vælte bestyrelsen skal oppositionen samle opbakning fra mindst 50 procent af de stemmeberettigede ved repræsentantskabsmødet i september.