Kunsttyve stjal malerier
Kunst og designermøbler stjålet
10. okt 2014, kl. 11:50
Mere end 30 dage gammel
En eller flere tyve brød torsdag ind i et hus i Rønde, hvor de stjal malerier og designermøbler.
Tyvene kom ind i huset ved at smadre en rude i en terrassedør.
Inde i huset har de taget fire store malerier samt en lampe af mærket PH og en Corona stol med tilhørende fodskammel, oplyser Østjyllands Politi.
To af de stjålne malerier er malet af Dot Weingarten, et af Sylvester Alexis og et af Pernille Steinhauer.
Indbruddet blev begået torsdag i tidsrummet 8.00 til 15.00 på Lillehøjvej i Rønde.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefonnummer 114.