Kunst for skattekroner
Det blive skatteyderne i Århus, der kommer til at betale en stor del af omkostningerne til den stort anlagte udstilling Sculpture by the Sea.
Det var ellers planen, at erhvervslivet skulle betale for og medvirke som sponsorer for kunstprojektet "Sculpture by the Sea". Men det er ikke lykkedes og det koster Århus Kommune omkring to mio. kr.
Jens Erik Sørensen, direktør på ARoS Aarhus Kunstmuseum, siger idag til JP Århus, at Århus Kommune derfor kommer til at betale omkring to mio. kr. af det samlede budget på omkring 6,5 mio. kr. til projektet. »Jeg tænkte, at det var "peace of cake" at samle de fem mio. kr. til de to underskudsgarantier, men siden er finanskrisen taget til i styrke, og mange af de virksomheder, som vi normalt bygger kunst og kultur på, har været nødt til at sige nej.«
Borgmester Nicolai Wammen (S) er ifølge JP Århus ikke skræmt ved udsigten til regningen for "Sculpture by the Sea", han siger til avisen, at han er overbevist om, at "Sculpture by the Sea" både vil være en fantastisk kulturoplevelse og en god forretning for Århus.«
TV2 ØSTJYLLAND bringer i aften klokken 19.30 reportage og interview med Kronprinsen og Kronprinsessen om deres oplevelser af Sculpture by the Sea