Kunst i påsken
24 kunstnere går sammen om fælles udstilling
Påsken er den tid på året, hvor de fleste kunstnere satser stort på at få kunder i butikken, og på Djursland har de besluttet at hjælpe hinanden.
Her er 24 kunstnere gået sammen om fælles udstillinger.
I Knebel på Djursland har de i Fuglsøcentret stablet en stor udstilling på benene.
- Det er ikke Udkantsdanmark, men vi ligger jo ikke lige midt i Aarhus, og det gør, at folk aktivt skal tage bilen og køre ud for at se det, siger Simon Aaen, der er billedkunstner fra Rønde.
De 24 kunstnere har dannet en forening, hvor de hjælper hinanden med at blive set.
- Vi er allesammen i samme båd, så vi prøver at gøre det bedste, vi overhovedet kan, siger Simon Aaen.
Kunstudstillingen på Fuglsøcentret varer indtil 2. påskedag.
I indslaget over artiklen kan se mere til den store påskeudstilling på det yderste af Djursland.