Kunder klager over gebyr
Skjult tillæg ved billetkøb på hjemmeside
Hvis du bestiller en billet på Mols-Liniens hjemmeside, bliver din færgetur pludselig 25 kroner dyrere end den oplyste pris.
Mols-Linien har valgt at indføre et skjult gebyr, et såkaldt salgstillæg, som bliver tillagt billettens pris. Et tillæg, som selskabet ikke vælger at oplyse om på sin hjemmeside. Det skriver Århus Stiftstidende.
Det kan betyde, at rejsen kan blive op mod 50 kroner dyrere, hvis ud- og hjemrejsebilletten bliver bestilt hver for sig - så bliver der nemlig lagt 25 kroner på begge billetter.
Det skjulte gebyr har fået flere af Mols-Liniens kunder til at klage til forbrugerombudsmanden, som indtil videre har modtaget et par klager.
Ifølge Mols-Linien selv er der ikke noget problem med tillægget. Til gengæld er prisen på den billigste billet til 220 kroner blevet sænket til 195 kroner, fortæller marketingschefen:
- Salgstillægget skal dække omkostningerne, vi har, til at holde billetsystemet kørende døgnet rundt, og vi lader det stå selvstændigt på kvitteringen for, at det bliver så synligt som muligt, hvad kunderne betaler for, siger marketingchef Mikkel Hybel fra Mols-Linien til Århus Stiftstidende.
Ifølge markedsføringslovens paragraf 12a skal en virksomhed oplyse den samlede pris inklusiv afgifter.
Forbrugerombudsmanden vil nu se nærmere på Mols-Liniens tillæg og priser på deres hjemmeside.