Kunder forrest i billetkøen
Bank vil give kunder fordele til koncerter
Jyske Bank i Silkeborg er gået sammen med verdens største koncertarrangør, Live Nation, for at give bankens kunder en helt unik mulighed.
Aftalen betyder, at Jyske Banks kunder vil få tilbudt eksklusiv adgang til at købe billetter før alle andre, når store verdensstjerner holder koncert i Danmark. Det skriver Midtjyllands Avis.
- Med samarbejdet kan vi gøre en forskel for vores kunder og tilbyde dem nogle fede musikoplevelser. Vi vil gerne øge kundeloyaliteten samtidig med, vi forhåbentligt tiltrækker nogle nye kunder, fortæller Frank Pedersen, direktør for Kommunikation og Marketing i Jyske Bank, til avisen.
Der vil blive tale om et begrænset antal billetter, som kommer i salg til bankens kunder.
Billetterne skal betales på Billetnet med et betalingskort fra Jyske Bank.