Kunder blev afpresset og truet gennem escortbureau

Vestre Landsret skærper straf til midtjysk mand, der plagede folk, som havde kontaktet escortbureau

En 37-årig mand fik i dag skærpet sin straf i Vestre Landsret for at true og afpresse folk, der havde kontaktet et escortbureau.

57 gange blev personer, der havde kontaktet en escortservice, udsat for afpresning af en mand fra Silkeborg-området.

Det har Vestre Landsret fredag slået fast i en dom, hvor den tiltalte er blevet idømt fængsel i fire år og seks måneder, hvilket er en skærpelse på seks måneder i forhold til byrettens oprindelige afgørelse.

Læs også Rockerklubhuse fortsat lukket: Kan blive mål for rockerkrig

Oplysningen om den ændrede straf kommer fra Statsadvokaten i Viborg, som har ført ordet for anklagemyndigheden i sagen mod den 37-årige mand.

Afpresning, rufferi og ulovlig tvang

Ud over afpresning og trusler er han også fundet skyldig i rufferi og ulovlig tvang.

Dele af afpresningen skete over telefonen, men i visse tilfælde gik den 37-årige videre. Også ofrenes ægtefæller, kærester og børn rettede han henvendelse til.

I ét tilfælde skete det ved, at en ejer af en put and take-fiskesø blev truet med, at der ville blive hældt gift i søen, hvis han ikke betalte 5000 kroner.

Læs også Halvandet års fængsel for at bestille tæskehold mod Skat-ansat

Beviserne har bestået blandt andet i teleoplysninger om sms-trafik mellem den tiltalte og nogle af ofrene, hvoraf flere også har afgivet forklaring, oplyser landsretten om sagen.

"Hvis du ikke betaler, kommer jeg og flækker dig", skrev den 37-årige for eksempel.

Desuden solgte han hash til en kvinde på 51 år. Da hun ikke længere kunne betale for varerne, gik hun med til at yde sex til kunder. Senere tvang den 37-årige imidlertid kvinde til at fortsætte med prostitution, fastslår landsretten.

I sagen har også en 30-årig mand været tiltalt, men han ankede ikke byrettens dom på fængsel i tre år og seks måneder.

I forhold til andre sager om afpresning er straffen hård, men det skyldes de systematiske og grove trusler, har senioranklager Claus Benner fra Midt- og Vestjyllands Politi tidligere udtalt.