Kun for karrierekvinder
Århusianske karrierekvinder skal mødes på tværs af brancher. Det skal sikre godt netværk og dermed bedre stillinger.
Århusianske kvinder skal i højere grad sætte sig i chefstolen i det private erhvervsliv, på uddannelsesinstitutionerne og i den offentlige sektor.
En af forudsætningerne for succes af den karakter er det gode netværk, og det skal styrles hos de østjyske kvinder, der satser på karrierens, skriver JP Århus.
- Kvinder i lederstillinger er ofte alt for usynlige. Vi vil give århusianske kvinder lejlighed til at mødes på tværs af uddannelse og alder, og dermed skabe nye forretningsmæssige relationer, siger Hanne Østergaard, der er advokat og partner i Advokatfirma Abel & Skovgård Larsen og en del af IQNet, som er et århusiansk netværk bestående af lokale karrierekvinder.
IQNet arrangerer nu en kvindekonference med titlen " Kvinder i første række", som afvikles i Musikhuset Aarhus den 9. oktober.
Målet med konferencen er, ifølge avisen, få sat fokus på de kvindelige lederes kompetencer og skabe et konstruktivt netværk for karrierekvinderne.
IQNet består af 30 kvinder fra Århus og andre dele af Østjylland.