Kun et spørgsmål om tid: Flere ulve er på vej til Østjylland

Skovene i Midtjylland og Djursland bliver habitat for ulve de kommende år, det viser en ny videnskabelig rapport

01:46

Se tv-indslag: Skovene vest for Silkeborg og på Djursland er det bedste bud på, hvor der kommer flere ulve i Østjylland.

"Ulven kommer," siger Peter. Og den skulle være god nok – for han har skrevet en rapport.

Peter Sunde er seniorforsker hos Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet og har været med til at skrive en ny rapport, der har analyseret de første fem års danske ulve-bestand – den første siden 1813.

Læs også Ulven kommer - men hvilke dyr er ellers på vej til landet?

Peter Sunde forudser, at udviklingen kun vil gå én vej:

Skovene vest for Silkeborg og på Djursland er det bedste bud på, hvor der kommer flere ulve her i Østjylland. 

Peter Sunde, seniorforsker 

- Vi regner med, at der i gennemsnit kommer mindst to ulve om året fra Tyskland vandrende ind over den danske grænse. Vi kommer til at se væsentligt flere ulve de næste par år, fordi de begynder at yngle, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

I Østjylland kan vi godt forberede os på at se flere ulve end før. Der er allerede spottet ulve flere gange – om det er en eller flere ulve er uvist – men ifølge rapporten er der i Østjylland blevet spottet ulv cirka 15 gange i de seneste fem år.

Her ses et af de ulvespor, som ulvespotteren fra Naturhistorisk Museum i Aarhus, Eskil Nielsen-Ferreira, har foreviget.   Foto: Eskil J. Nielsen-Ferreira

- Skovene vest for Silkeborg og på Djursland er det bedste bud på, hvor der kommer flere ulve her i Østjylland. Grundet hede-områderne og skovforholdene, siger Peter Sunde.

Peter Sunde forklarer, at det især er i skovene omkring Silkeborg, at ulvene vil findes – her er der nemlig masser af skov, få mennesker men derimod masser af byttedyr som kronvildt.

Her er de steder, hvor der er observeret ulve i Østjylland gennem de seneste år.

Vandrer over grænsen

Ulvene kommer sydfra og vandrer over grænsen. Der har beviseligt været otte ulve i Danmark, og deres DNA kan spores op til 840 kilometer væk fra Tyskland og Polen.

Den første ulv blev fotograferet og en måned senere fundet død i Thy i 2012 – 199 år efter den sidste fritlevende ulv i Danmark. Siden er ulve blevet set et utal af gange – nogle observationer mere troværdige end andre. Men alt i alt har forskere kunnet bevise, at der har været otte ulve i Danmark; fem hanner, én hun og to, der ikke er blevet kønsbestemt. Nogle er enten døde eller har forladt landet igen.

I øjeblikket er der så vidt vides ingen fastboende ulve i Østjylland - dog med undtagelse af ulvene i Skandinavisk Dyrepark, som ses her.

Ved udgangen af 2017 var der registreret tre voksenulve i Danmark: Ulfborgparret og den nordjyske ulv. Parret i Vestjylland blev i sommeren 2017 forældre til otte hvalpe.

Og det faktum, at der nu er hvalpe i landet, giver anledning til at sige, at antallet af ulve nu for alvor vil stige.

- Rent statistisk set vil halvdelen af hvalpene være hunner. Og det, at der begynder at komme hunner, vil sige, at vi skal forvente, at der etablerer sig flere par i de næste par år, hvis de da har en normal overlevelse, siger Peter Sunde.

00:15

Grafikken her viser de steder i landet og i Østjylland, hvor der er gode betingelser for ulvene. Jo mørkere pletter, jo bedre betingelser for ulven.

Luk video

Er ulven farlig?

Men skal vi så være bekymret og bange for vores liv, når nu ulvene kommer? Nej, mener Peter Sunde.

Sidste gang at et menneske blev dræbt af en ulv, var tilbage i 1970'erne i Spanien -  måske.

Der er tre påvirkninger, som ulven påfører. Det ene er husdyr. Det andet er deres naturlige byttedyr såsom råvildt. Og det sidste er mennesker.

Peter Sunde, seniorforsker

Men der vil være påvirkninger af flere ulve i Danmark, lyder det fra ham.

- Der er tre påvirkninger, som ulven påfører. Det ene er husdyr, det problem kan man hegne sig ud af, men det koster selvfølgelig penge at sætte alle de hegn op, siger han og tilføjer:

- Det andet er deres naturlige byttedyr såsom råvildt. Og det sidste er mennesker.

02:14

I indslaget her kommer Peter Sunde sammen med Frank Vigh-Larsen fra Skandinavisk Dyrepark med flere betragtninger i forhold til risikoen for ulve-angreb.

Luk video

Risikoen er meget lille

Peter Sunde fortæller, at hvis ulvene ellers har nok at leve af, så har de ikke noget incitament for at nærme sig mennesker, og derfor er risikoen meget lille.

- Hvis vi kommer i en situation, hvor vi får sultne ulve, som ikke er bange for mennesker, og lever tæt op ad mennesker, så er situationen en helt anden, men det er der politisk enighed om, den situation skal aldrig nogensinde opstå, siger Peter Sunde.

Læs også Ulven kommer - men hvilke dyr er ellers på vej til landet?

I Skandinavisk Dyrepark er direktør Frank Vigh-Larsen enig.

- Så skal der godt nok komme mange ulve i Danmark, men vi har også en forvaltningsplan, som tager højde for, at hvis der er ulve, der begynder at være for nærgående, så kan de skydes. Og inden der når at komme så mange ulve, at der ikke er kronvildt og råvildt nok, så er vi 100 år ude i fremtiden, siger han.

Landmændene er bekymrede

Udsigten til flere ulve i Østjylland giver dog bekymring. Formand for Djursland Landboforening Hans Gæmelke er en af dem, der ikke mener, at ulve hører hjemme i den danske natur.

- Jeg synes, at Danmark er for befolket til ulve. Det vil give problemer. Folk vil både have mere velfærd og fritgående dyr, men samtidig vil de have ulve. Det er simpelthen for meget. Det hænger ikke sammen, siger Hans Gæmelke til TV2 ØSTJYLLAND. 

I Vestjylland har et ulvepar fået unger. Selvom ulveungerne er søde, er beboerne i området ikke klar til at modtage dem med åbne arme. Foto: Privat

Der er kompensation til landmændene, hvis deres dyr bliver dræbt af ulve, men det er ikke pengene, det handler om, siger Hans Gæmelke. Det handler i stedet om dyrevelfærd.

- Hvordan hjælper kompensation de husdyr, der lider? Folk har noget imod tyrefægtning, men det er helt i orden, at vi gennemfører et dyr i Danmark, der giver andre dyr unødig lidelse, siger Hans Gæmelke.

Ulven er beskyttet

Ulve er beskyttet af EU's habitatsdirektiv og er derfor fredede. Men udviklingen i ulvebestanden har fået politisk bevågenhed.

Vi ser på muligheden for at samle de lande i EU, der har problemer med ulve, så vi sammen kan påvirke EU-Kommissionen til at se på, om der er behov for justering i selve reguleringen af ulve.

Esben Lunde Larsen (V)

Miljø- og fødevareminister Esben Lund Larsen (V) har udtalt til TV 2, at med de ynglende ulve er der øget behov for regulering og at kampen for at få lov til at regulere i den voksende ulvebestand skal kæmpes på EU-plan, da ulven er fredet af EU-regler.

- Vi ser på muligheden for at samle de lande i EU, der har problemer med ulve, så vi sammen kan påvirke EU-Kommissionen til at se på, om der er behov for justering i selve reguleringen af ulve, sagde Esben Lunde Larsen til TV 2.

 

Øverst på siden kan du i indslaget se mere om ulvene med information fra den nyligt offentliggjorte rapport.