Kulturplan risikerer at falde

En lov for jernbanegods blokerer for, at DSB kan sælge hele godsbanearealet i Århus, hvilket truer kulturplan.

Den storstilede kulturplan for godsbanearealet, som Århus Byråd vedtog i 2003, er tæt på at forlise, inden den første mursten overhovedet er blevet lagt, skriver JP Århus.

Det bærende element i planen er et nyt kulturcenter med blandt andre Entréscenen og Huset i den gamle godsbanegård bag Scandinavian Congress Center.

Kommunen og DSB, der ejer grunden, kan imidlertid ikke blive enige om en salgsaftale. DSB vil egentlig gerne vil sælge hele arealet på 43.000 kvadratmeter. Men det må selskabet ikke, fordi det er underlagt lovmæssige krav om at stille plads til rådighed for godsbaneoperatører.

Da togselskabet nu alligevel ikke kan sælge hele godsbanearealet, er den almennyttige fond Realdania, som kommunen håber vil være medfinansier til det over 100 mio. kr. dyre projekt, ved at miste interessen, erfarer JP Århus.