Kulturformand: AGF skal også være ydmyge
Socialdemokraternes Steen B. Andersen vil gerne give byens fodboldhold et nyt stadion, men pengene er der ikke
Efter torsdagens pokalfinale, der udover et smalt nederlag også bød på fantastisk opbakning fra lægterne til De Hvide fra Aarhus, vil direktør Jacob Nielsen gerne have et nyt fodboldstadion. Men det er ikke bare sådan lige, lyder det fra kulturformanden.
- Det er en fin idé, men vi skal have fundet rammerne først. AGF kan ikke bare tro, at fordi klubben kom i en pokalfinale, så finder vi pengene til et stadion. Så let er det ikke, siger Formand for Kulturudvalget i Aarhus Kommune, Steen B. Andersen (S) til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Stolt direktør vil nu have nyt stadion
Samtidig opfordrer han klubben til en mere ydmyg tilgang til deres ønsker.
- Jeg synes, at AGF skal være ydmyge over for sådanne ting. Vi har masser af kulturinstitutioner i byen, og Aros kommer ikke og siger, at de vil have et nyt museum. Det vil man sikkert gerne, men så finder de også en finansieringsplan, forklarer Steen B. Andersen.
Har ikke stor bøtte penge
Sådan er proceduren ifølge ham oftest, når der skal anlægges eksempelvis nye kunstgræsbaner i de lokale foreninger. Så er det et samarbejde, hvor også private midler spiller en stor rolle.
Rådmand: Aarhus fortjener et nyt fodboldstadion
- Aarhus Kommune kan ikke bare lige sige, værsgo AGF her er en ordentlig bøtte penge. Vi skal også se på en lang række andre områder som ældre, skoler og infrastrukturen, fortæller kulturformanden.
Du kan se interview med Steen B. Andersen øverst på siden.