Kulturby uddeler penge
Fokus på kultur frem for konflikter, lyder det i dag
Den seneste uge har alles øjne været rettet mod kulturhovedstadsprojektet i Aarhus.
Kommunikationschefen smækkede med døren og rettede kritik mod ledelsen af projektet, som hun mente, sejlede.
Siden da har hverken administrerende direktør Rebecca Matthews eller programdirektør Gitte Just ville udtale sig til pressen.
I dag trådte programdirektør Gitte Just for første gang frem i lyset. Denne gang i en mere positiv og fremadrettet sammenhæng.
Fonden bag hele projektet, Rethink 2017, uddelte nemlig i dag penge til unge, kreative sjæle. 10.000 kroner til i alt 25 projekter. Til glæde for de unge, men også programdirektøren, fordi der nu er fokus på kultur i stedet for konflikter:
- Jeg synes, den seneste uge har været utrolig ærgerlig, men jeg synes, det er godt, at vi allerede i dag står her i Silkeborg og siger, at det er det her, det hele handler om, siger programdirektør Gitte Just til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Skal skabe sammenhold
Unge mellem 18 og 30 år fik i dag mulighed for at fremlægge deres idéer til, hvordan små penge kan give store oplevelser. Idéen med kulturhovedstaden i 2017 er blandt andet også at skabe projekter i hele Østjylland og regionen.
Derfor sad programdirektør Gitte Just i dag med og skulle udvælge de pilotprojekter, som med hjælp fra de 10.000 kroner måske kan vokse sig endnu større og nå nye højder i 2017:
- Jeg håber, jeg ser nogle af projekterne skaleret i 2017. Det her er et lille laboratorium, hvor vi giver de unge en mulighed for at lege med og komme med idéer og formater, som vi inde i sekretariatet ikke kan komme på, siger Gitte Just til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Et af de projekter, som blev udvalgt til at få 10.000 kroner, står HHX-eleverne Maya Davidsen og Esther Mogensen bag.
Med pengene håber de, at kunne skabe et samlingsted for unge i Ebeltofts gamle maltfabrik. Pengene skal derfor bruges til blandt andet en række workshops for at involvere de unge.
- Vi vil gøre det attraktivt og spændende at bo der, for der sker ingenting. Der er dødt i Ebeltoft og omegn. Folk tager til Aarhus eller København, hvis der skal ske noget, siger Maya Davidsen.
- Vi har ikke noget socialt for os unge på Djursland. Det mangler der, fortsætter Esther Mogensen.
De i alt 250.000 kroner blev i dag uddelt til unge fra hele Østjylland.
Se et tv-indslag fra dagens uddeling af penge øverst i artiklen.