Kulde og nattefrost i påsken

Blæst, kulde og risiko for nattefrost i påskeugen

Hvis den varme vinterjakke er lagt væk, er det måske en god idé at finde den frem igen i påsken.

Hvis du har planer om at nyde påsken ude i haven eller på lystbåden, vil det være en god idé at huske vinterjakken og halstørklædet.

For selvom danskerne har oplevet solskinsdage med rekordhøje temperaturer de seneste døgn, ser påskevejret i næste uge ud til at blive en noget køligere omgang.

- Det bliver en kold påske i år. Det bliver ikke ligefrem det mest pragtfulde vejr til at gå i haven eller gøre lystbåden i stand, siger vagthavende Frank Nielsen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Især mandag og tirsdag ser det ud til at blive noget grumt med risiko for sne og slud, men det bliver stedvist bedre Skærtorsdag og Langfredag med stille og tørt vejr, siger han.

Solen kommer dog til at skinne i flere landsdele i helligdagene. Men temperaturen sniger sig ikke op over 10 grader om dagen, og DMI forventer udbredt nattefrost. Prognoserne for de efterfølgende påskedage ser mere usikre ud.

- Der kan muligvis komme regn og byger, men én ting er i hvert fald sikkert: Det bliver ikke nogen varm påske, siger Frank Nielsen.

Kulden kommer fra nord
I løbet af de seneste dage har danskerne ellers fået en forsmag på, hvor sommerligt vejret kan være allerede i marts. DMI målte i tirsdags den varmeste martsdag i 22 år med en temperatur på 19,1 grader.

Kulden begynder allerede at suse ind over landet fra nord i denne weekend.

- Temperaturen falder dag for dag. Lørdag og søndag får vi mellem fem og otte grader, og natten til søndag når den ned mellem minus to grader og plus tre grader, siger Frank Nielsen.

Og det er ikke let at vriste sommerlige toner ud af meteorologen. Byger med sne og slud risikerer at falde flere steder i landet i weekenden, og så blæser det op.

- Der kommer en bister vind - især lørdag hvor der stedvist kommer kuling. Så vinden vil gå gennem marv og ben, siger Frank Nielsen.

Han oplyser dog, at der stadig er gode chancer for at få solen at se om lørdagen.

- Hele balladen skyldes, at højtrykket, der sikrede os fint vejr først på ugen, nu er kommet for langt vestover til at beskytte os mod lavtryk og fronter, der maser sig ned nordfra, forklarer meteorologen.