Kühnau: Virkeligheden er bedre end pressen viser
Formanden for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland mener ikke, at pressen altid tegner et retvisende billede af patienternes situation
En tilfredshedsmåling har vist, at langt de fleste patienter og pårørende er rigtig glade for den behandling, de har fået på regionens sygehuse.
Også i psykiatrien, hvor eksempelvis Psykiatrisk Hospital i Risskov ellers har været udskældt og omtalt for dårligt arbejdsmiljø og mange dårlige sager.
Men virkeligheden er ikke som beskrevet i pressen, mener Anders Kühnau (S), der er formand for Hospitalsudvalget i Region Midtjylland.
Læs også
- Jeg hæfter mig ved, at vi år efter år ligger nogenlunde samme sted med et stort patienttilfredshedsniveau. Generelt er det et meget positivt billede. Det stemmer ikke overens med de historier, i hiver frem i pressen, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Resultaterne er retvisende
Han nævner, at det er en årlig undersøgelse, som ikke er gjort anderledes, end de senere år, og han ser ingen grund til at tvivle på, at resultaterne er retvisende.
Undersøgelsen viste, at 92 procent af de indlagte patienter er tilfredse med behandlingen, mens de ambulante patienter er tilfredse i hele 98 procent af tilfældene.
Læs også
- Jeg tror, vi er begyndt at tale psykiatrien meget ned, men når man spørger patienterne helt bredt viser det sig, at de er godt tilpasse med den behandling, de får, siger Anders Kühnau.
Han anerkender, at der også skal sættes fokus på den enkeltes problem, og det skal også fortsat tages alvorligt, mener Anders Kühnau, som dog hæfter sig ved det generelt positive resultat.
Læs også
- Vi har gjort det år efter år, og hvis det stod helt galt til i år, ville det også slå ud, for det er samme måde, vi gør det på år efter år. Det er her, vi spørger flest patienter om flest forskellige ting, og jeg tror faktisk det tegner et mere retvisende billede end de punktnedslag, man nogle gange ser i pressen, siger Anders Kühnau.
Se hele interviewet med Anders Kühnau i videoen øverst i artiklen.