S-forslag: Vil have babyluger til hittebørn
Anders Kühnau (S) vil have oprettet babyluger, hvor desperate forældre, der ikke ser anden udvej, anonymt kan aflevere deres spædbarn
Aarhus Universitetshospital i Skejby skal have en såkaldt babyluge, hvor desperate forældre anonymt kan aflevere deres nyfødte spædbarn, hvis de ikke kan overskue at have det.
Det mener Anders Kühnau (S), næstformand i Region Midtjylland.
Babylugerne skal ifølge Anders Kühnau oprettes, så de desperate forældre eller mødre ikke gør skade på deres sædbarn eller efterlader det alene i det fri.
Læs også
- Ved at etablere en babyluge ved akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital giver vi en håndsrækning til de desperate kvinder, der ellers ikke ser nogen anden udvej end at efterlade deres eget barn, siger Anders Kühnau.
Ifølge næstformanden sker det cirka én gang om året i Danmark, at desperate forældre efterlader deres nyfødte i det fri. Siden 2006 er i alt 10 hittebørn blevet fundet efterladt forskellige steder i Danmark, hvoraf de tre af tilfældene er sket i Region Midtjylland. Et af dem i Horsens, hvor en fodgænger i 2008 fandt liget af en nyfødt pige, der var svøbt ind i et håndklæde, i en park.
Læs også
- Vi kan ikke blive ved med at se på, at cirka et barn hvert år ikke får mulighed for at leve og ender livet under tragiske omstændigheder. Kvinder, der står i den situation, at de må lægge deres barn i en plasticpose, som vi har set i nogle tilfælde, vil jeg gerne have, får mulighed for at aflevere deres barn under trygge omstændigheder, når vi ved, at alt anden forbyggende indsats ikke har hjulpet i deres tilfælde, siger Anders Kühnau.
Mere fokus på forebyggende arbejde
Han understreger, at babylugerne er for de forældre, hvor man har prøvet alt andet med forebyggende indsats.
- Vi skal selvfølgelig gøre alt for at undgå, at ingen kvinder kommer helt der ud, hvor de føler sig nødsaget til at forlade deres barn – det er dog en garanti, der kan være svær at give, så hvis vi bare kan redde et hittebarn ved at etablere babyluger, så må det siges at være pengene værd, siger Anders Kühnau, der også ønsker en mere målrettet forebyggende indsats.
- Det er rigtig vigtigt for mig at få sagt, at den forebyggende indsats skal vi sætte fokus på, men hvis det ikke hjælper, så kan de (forældrene, red.) komme i den situation, hvor de må aflevere deres barn, og så er det bedre, at de kan gøre det under trygge omstændigheder, end at barnet går til.
I alt vurderes det at koste i omegnen af 600.000 kroner at etablere én babyluge, og derefter vil der ifølge Anders Kühnau ikke være de store udgifter forbundet med den. Udover en babyluge på Aarhus Universitetshospital i Skejby ønsker socialdemokraterne også en på Rigshospitalet i København. Ønsket er, at de finansieres ved hjælp af satspuljemidler, som skal gives af Folketinget.
Læs også
Babyluger møder modstand
Det er dog ikke alle, der er positive overfor ideen. Red Barnet mener ikke, at forslaget om babyluger vil gavne, og også Jordmoderforeningen er kritiske.
- Jeg synes, det er en dårlig idé. Jeg ser det som en risiko for, at man rent faktisk vil invitere flere til at efterlade et barn, end vi aktuelt har det i Danmark, hvor vi arbejder alt, hvad vi kan på at få gjort kvinder opmærksomme på, at de kan få den hjælp der skal til, siger Lillian Bondo, der er formand i Jordemoderforeningen, og fortsætter:
- Jeg synes, at man skal intensivere forebyggelsen. Man kan for eksempel arbejde med at have anonyme hjælpe-muligheder til kvinder, der er gravide uden at ønske at beholde barnet.
I Danmark findes der ikke babyluger, men i Tyskland har man omkring 100 babyluger hvor forældre kan indlevere deres børn. Når et barn lægges i lugen, ringer en alarm hos personalet, som så kan hente barnet.
Du kan se mere om babylugerne i videoen øverst på siden.