Kuglestøder i dansesko

Den firskårne kuglestøder Joachim B. Olsen fra Århus kaster sig over de bonede gulve i Vild med Dans.

Kuglestøderen har sagt ja til at deltage i dansekonkurrencen Vild med Dans og skal danne par med en anden århusianer, nemlig Marianne Eihilt, der er lidt af en veteran i Tv 2's seersucces, som hun vandt sidste år.

Joachim B. Olsen forbereder sig for tiden til OL-deltagelsen i Beijing i august, men derefter er det altså dansetrin, der skal indstuderes.

- Det er grænseoverskridende, for jeg har aldrig rigtig danset. Men når man får tilbud om at danse med Marianne Eihilt, siger man ikke nej, udtaler Joachim B. Olsen ifølge Århus Stiftstidende.