Krydstogtskibe rykker tættere på byen igen: Forurener mest højt oppe

Mens en tidligere rapport tegnede et billede af krydstogtskibene som storforurenere, peger en ny på, at luften kun er forurenet højt oppe.

Aarhus Havn har de seneste år oplevet besøg fra en stigende mængde krydstogtskibe. Det har fået politikere og miljøorganisationer til at bekymre sig om den forurening, skibene lukker ud, når de ligger i havn.

Først blev krydstogtskibene flyttet fra deres centrale plads overfor Dokk1 og længere væk fra byen. Det skete på grund af en rapport, der afslørede, at forureningen fra skibene overskred EU´s grænseværdier. 

Nu rykker Aarhus Havn krydstogtsskibene tilbage, fordi en ny rapport viser, at forureningen kun overskrider grænseværdierne 20 meter oppe i luften. Nede ved jorden er der stadig luftforurening. Men ikke noget, der overskrider grænseværdierne. 

Læs også Krydstogtskibe forurener lige så meget som tusindvis af biler

Det imponerer imidlertid ikke Kåre Press-Christensen, der arbejder for miljøorganisationen Det Økologiske Råd med særligt fokus på luftforurening og transport.

- Det er fint, at grænseværdien overholdes, men man skal huske, at grænseværdier for luftforurening ikke siger noget om helbredsskader fra luftforurening. Der forekommer meget omfattende overdødelighed og sygelighed selv, når grænseværdierne opfyldes, siger han.  

Antallet af krydstogtskibe, der besøger Aarhus Havn er steget støt i de senere år.

Værre end H.C. Andersens Boulevard

Aarhus Havn er de seneste år i stigende grad blevet et eftertragtet mål for store krydstogtskibe.

Men når et krydstogtskib ligger i havn en hel dag, så belaster det miljøet, fordi motorerne holder i tomgang for at lave strøm til skibet - også mens det ligger stille. 

Det dokumenterede en rapport fra Aarhus Universitet tilbage i maj måned.

Ifølge rapporten overskrider krydstogtskibene EU’s grænseværdier for hvor meget forurening, der må være i luften i 25 meters højde og opefter.

Man skal huske, at grænseværdier for luftforurening ikke siger noget om helbredsskader fra luftforurening. Der forekommer meget omfattende overdødelighed og sygelighed selv, når grænseværdierne opfyldes

Kåre Press-Christensen, Det Økologiske Råd

Ifølge seniorforsker Steen Solvang Jensen ved DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, er der i 25-70 meters højde, en luftforurening, som er væsentlig over EU´s grænseværdier.

- Det oplever vi faktisk ikke andre steder herhjemme - selv ikke på Danmarks mest trafikerede byvej, H.C. Andersens Boulevard i København, sagde Steen Solvang Jensen tilbage i maj. 

Af hensyn til de omkringliggende beboere, valgte Aarhus Havn derfor midlertidigt at flytte krydstogtskibene fra deres centrale placering ved Mellemarmen på havnen og længere ud.  

Krydstogtskibe er som gigantiske flydende hoteller med masser af elektronik, som ikke bare slukkes, fordi skibet ligger i havn. Derfor kører motorerne også, når skibet ligger for anker. 

Krydstogtskibe tilbage

Efter den første rapport undersøgte Aarhus Havn, hvordan forureningen så ud i rummet fra halvanden meter over jorden og op til 25 meter over jordoverfladen.

Her lavede de samme forskere en ny rapport over luftforureningen. Denne gang fra 25 meters højde og ned.

- De har lavet nye beregninger, der viser, at 25 meter og ned efter er der ingen overskridelse af grænseværdierne, siger Jakob Flyvbjerg Christensen, der er havnedirektør på Aarhus Havn, til TV2 ØSTJYLLAND.

Derfor har Aarhus Havn nu valgt til at flytte krydstogtskibene tilbage til deres oprindelige plads ved Mellemarmen lige over for Dokk1.

Skibenes skorstene forurener også, når krydstogtskibene ligger i havn. 

Stadig et problem

Luftforureningen fra krydstogtskibene er altså stadig til stede på havnen i Aarhus. Havnedirektøren hæfter sig imidlertid ved, at det kun er højt oppe i luften, at de store krydstogtsskibe overskrider grænseværdierne for forurening. 

- Vi kan læne os op af rapporten, der siger, at det lever op til de værdier, der stilles som krav, siger havnedirektør ved Aarhus Havn, Jakob Flyvbjerg Christensen.

Læs også Krydstogtsskibe oser i havnen: Nu skal det være slut, mener politikere

Men selvom den nye rapport overholder grænseværdierne i Aarhus Havn, så mener Europa-parlamentskandidat, Jørn Grønkjær (Alt.), at det ikke er i orden, at havnen har rykket krydstogtskibene tættere på byen igen.

Han er bekymret for den luftforurening, der fortsat belaster havnemiljøet.

- Vi skal som borgere ikke acceptere helbredsskadelig luftforurening i vores bynære havneområder eller skibe, der bare ligger og afbrænder olie, siger Jørn Grønkjær (Alt).

Læs også Stort forsøg på Samsø: Nu kan sejlerne bruge strøm med grøn samvittighed

Jørn Grønkjær mener, at krydstogtskibene skal flyttes ud i de ydre kajområder, og derudover ad de skal tilsluttes et såkaldt landstrøms-anlæg. Forsimplet beskrevet vil sådan et landstrømsanlæg give mulighed for, at krydstogtsskibene, når de er i havn, kan sætte et stik i en kæmpestor stikkontakt og få strøm herfra i stedet for selv at køre med motorerne i tomgang. 

02:41

Video: Aarhus er de seneste år blevet et yndet mål for krydstogtturister, men de store skibe belaster i den grad miljøet. Ifølge en ny rapport forurener de lige så meget som udstødningen fra tusindvis af biler. Og det er særligt, mens krydstogtskibene ligger i land med motorerne i tomgang for at generere strøm, at luften svines til. Indslaget er fra april 2019.

Luk video

Strøm på land

Løsningen med landstrømsanlæg er imidlertid ikke noget quick-fix, mener kritikere. Det kræver store investeringer på land at trække de nødvendige kabler ligesom det ikke er alle krydstogtsskibe, der har de nødvendige installationer til at kunne benytte landstrøm. 

Læs også Havnedirektør er åben for at sætte strøm til krydstogtskibe i Aarhus

Mens landstrømsanlæg allerede er etableret i andre havne, har man i Aarhus valgt at udskyde beslutningen om at løse problemet med luftforurening indtil juni. Her forventer havnedirektør Jakob Flyvbjerg Christensen, at den analyse af mulighederne, der er bestilt, er færdig. 

I Byrådet i Aarhus støtter Radikale Venstre og SF op om et landstrømsanlæg til krydstogtskibene på Aarhus Havn.