Krydstogtskibe på jule-besøg i Århus

Normalt lægger krydstogtskibe til kaj om sommeren. Men i år vrimler det også med udenlandske krydstogtturister i Århus Midtby op til jul.

Et par af de engelske rederier har i nogle år tilbudt julecruises til deres kunder, hvor de har sejlet til destinationer i Østersøområdet for at opleve jul i de baltiske og nordiske lande.

I år lægger to af skibene også til kaj i Århus.

- På grund af vanskelig logistik i København i forbindelse med Klimatopmødet, har skibene valgt at komme til Århus, og vi er selvsagt glade for at være et indbydende alternativ, siger turistdirektør i VisitAarhus Chris Jensen i en pressemeddelelse.

Også Århus City Forening glæder sig over krydstogts-julebesøget.

- Det tegner godt for fremtiden, at vi i et konstruktivt samarbejde og med så kort varsel har fundet økonomien og idéerne til at tage godt imod de mange "jule"-krydstogtsgæster, som besøger byen mandag og tirsdag, siger direktør for Århus City Forening Claus Bech.

Ifølge Claus Bech lægger krydstogtsgæsterne i omegnen af to millioner kroner i bl.a. byens forretningsliv, mens de er i byen.

Mandag kom Fred Olsen Cruise Lines ind med skibet Balmoral med plads til 1.300 gæster, og i dag, tirsdag, kommer P&O Cruises ind med skibet Arcadia med plads til 2.000 gæster.

Der er udarbejdet specielle sightseeingture med juleindhold ud fra skibenes ønsker, og guiderne er klar til at tage gæsterne med på ture i og omkring Århus i bus eller på gåben.

Se mere i tirsdagens nyhedsudsendelse kl. 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.