Krudttyve har travlt op til nytår
Politiet efterlyser vidner til fyrværkeri-tyverier i Hinnerup og Aarhus
En eller flere ukendte gerningsmænd får næppe svært ved at fejre nytåret med manér, når klokken bliver 24 torsdag aften.
Ifølge politiet har der været flere indbrud i telte og containere med fyrværkeri forskellige steder i Østjylland.
Fra en container i Hinnerup er det lykkedes ukendte tyve at bryde en container op. Derefter stjal de, hvad politiet betegner som 'et større parti fyrværkeri'.
Containeren var placeret på Svinget nær Haldum-Hinnerup Hallen i den vestlige del af byen.
Nytårsaften begynder med en regnbyge
Også i Aarhus er det lykkedes ukendte gerningsmænd at stjæle nytårskrudt. Tyvene brød ind i et telt på Gøteborg Alle, hvorefter de stjal forskellige typer fyrværkeri.
Efter tyveriet forsvandt de langfingrede krudttyve i en rød Mazda.
Begge tyverier blev anmeldt til politiet i går, tirsdag. Har du oplysninger om de to indbrud, kan du kontakte Østjyllands Politi på tlf. 114.