Kronprinsessen uddelte legater
Uddelte to legater for Hjerteforeningen
Hjerteforeningens protektor, H.K.H. Kronprinsesse Mary, uddelte i dag på Horsens Kunstmuseum legater til to forskere, der modtager penge fra Børnehjertefonden.
Dagen bød også på premieren på Børnehjertefondens Performance Team - 12 hjertebørn, der optrådte med PIVOT Dance Company. Efterfølgende mødte H.K.H. Kronprinsesse Mary hjertebørnene.
Sarah Holmboe, ph.d. studerende ved Aarhus Universitetshospital, modtog Børnehjertefondens forskningslegat på 217.000 kr. til forskningsprojektet Effekten af prostacykliner ved højre hjertesvigt. Højresidig hjertesvigt er den ultimative årsag til sygdom og død blandt patienter, der lider af forskellige medfødte hjertesygdomme, heriblandt forhøjet blodtryk i lungekredsløbet.
Lars Allan Larsen, professor i molekylær genetik ved Institut for Cellulær og Molekylær Medicin, modtog Børnehjertefondens forskningslegat på 210.000 kr. til forskningsprojektet Identifikation af sygdomsgener ved recessiv familiær hjertemisdannelse.