Kronprinsesse Mary måtte aflyse indvielser i Østjylland

En flyafgang gjorde, at kronprinsesse Mary ikke nåede frem til indvielsen af psykiatrisk afdeling på AUH Skejby.

Kronprinsesse Mary skulle i dag have indviet psykiatrisk afdeling i Skejby, men det blev i stedet regionsrådsformand Anders Kühnau (S), der klippede snoren. Arkivfoto. Foto: Mads Claus Rasmussen - Ritzau Scanpix

I dag blev Psykiatrien på AUH i Skejby indviet. Dette sker efter, at psykiatrien er rykket fra Risskov til Skejby.

Snoren til den nye afdeling skulle efter planen have været klippet af kronprinsesse Mary, men den røde løber blev ikke betrådt af kongelige fødder alligevel.

- Jeg er orienteret om, at hun sad i en flyvemaskine, der ikke kunne komme, fortæller seniorrådgiver for Region Midtjylland Henrik Brøns til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Flyttedag forude: Psykisk syge bekymrede for sammenlægning

Hoffet bekræfter ligeledes, at kronprinsessen måtte aflyse arrangementet grundet flyforsinkelser.

Aflysningen betød, at programmet for indvielsen måtte nytænkes og dermed få en ny hovedperson.

- Vi afviklede indvielsen med et tilrettet program. Regionrådsformanden, Anders Kühnau, klippede snoren i stedet. Kronprinsessen beklagede udeblivelsen i en hilsen, som Kühnau læste op, fortæller Henrik Brøns.

00:48

VIDEO: Til indvielsen på psykiatrien læste Anders Kühnau en hilsen, hvor kronprinsessen beklager, at hun ikke nåede til indvielsen. Foto: Palle Hansen. 

Luk video

Aflyser også Hammel

Det var ikke den eneste opgave, som Kronprinsessen har i Østjylland i dag. Trygfondens Familiehus Hammel Neurocenter skal ligeledes indvies. Et rehabiliteringscenter for patienter, som har erhvervet sig hjerneskader.

Her skulle Kronprinsessen blandt andet mødes med en af brugerfamilierne på centeret. Også dette arrangement måtte hun aflyse. 

Vi havde et fly, der skulle være afgået klokken 9.30 fra København, men som blev forsinket grundet teknik.

pressemedarbejder, SAS 

Efter TV2 ØSTJYLLANDs oplysninger handlede flyforsinkelserne om en afgang med selskabet SAS på ruten København-Aarhus. 

- Jeg ved, at vi havde et fly, der skulle være afgået klokken 9.30 fra København, men som blev forsinket grundet teknik, og det beklager vi. Jeg kan ikke udtale mig om enkelte passager, men flyafgangen mod Aarhus er rykket til klokken 13, udtalte en pressemedarbejder for SAS i Sverige.

00:34

VIDEO: I Hammel stod flere klar til at se Kronprinsessen ankomme til åbningen af Neurocenterets Familiehus. 

Luk video