Kronprinsen overraskede - deltog ved stort motionsløb
Kronprins Frederik var med på et af holdene ved årets DHL-stafet i Mindeparken i Aarhus onsdag aften.
Der var måske nogle løbere, der tabte fokus et øjeblik under aftenens DHL-stafet i Mindeparken i Aarhus.
Helt uanmeldt kunne man pludselig se Kronprins Frederik blandt de tusindvis af løbere.
Hans Kongelige Højhed løb sammen med holdet Marselisborgløberne, og det var helt bevidst, at Kronprins Frederiks deltagelse ikke var offentliggjort inden.
Det fortæller eventchef for DHL-stafetten, Jeanette Sørensen, der var glad for Kronprinsens deltagelse.
- Det betyder rigtig meget. Og det betyder meget, at Hans Kongelige Højhed kan deltage på lige fod med alle andre. Det var Kronprinsens ønske, at det skulle være sådan, siger Jeanette Sørensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Sammen med gamle venner
Ifølge hende var det nogle af Kronprinsens gamle venner, som Hans Kongelige Højhed løb sammen med. De har løbet sammen i mange år, og da de i år havde 25 års jubilæum, valgte Kronprinsen at deltage i DHL-stafetten sammen med dem. Kronprins Frederik deltog også i DHL-stafetten sammen med dem for fem år siden, da de havde 20 års jubilæum.
Hans Kongelige Højhed gennemførte løbet på 24 minutter og 4 sekunder.
- Kronprinsen er der som helt almindelig gæst og sidder i et telt som alle andre, siger Jeanette Sørensen.
Hvert år i august forvandles Mindeparken i Aarhus til et stort løbearrangement, hvor mange virksomheder stiller op med hold. 47.000 motionister begiver sig på tre dage ud på et 5x5 kilometer stafetløb eller en 5 km walk.
JYSK med sørgebind
En af de virksomheder, der deltog ved stafetten, var JYSK.
De havde under løbet et sort sørgebind rundt om armen for at minde deres tidligere direktør Lars Larsen, der for nylig gik bort.
- Vores stifter døde for kun to dage siden. Det er en måde at vise vores respekt på, siger presseansvarlig hos JYSK, Rune Jungberg Pedersen, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Familien er i sorg, og de ansatte i JYSK er generelt meget kede af det. Folk er kede af, at vi har mistet Lars Larsen, og det er en måde at vise, at vi sender tanker til familien.
Læs også
5000 børn løb med
Også 5000 børn deltog i DHL-stafetten.
Det skete under det mundrette navn "REMA 1000 Stafetten for skoler 2019".
Det er ifølge eventchef for Aarhus Motion, Jeanette Boye Sørensen, tredje gang børneløbet finder sted, og det er et løb med vokseværk.
Læs også
- Det har vokset sig rigtig stort. Vi har 5000 børn, og der er kæmpe tilslutning til det. Det er et gratis tilbud for skolerne i Aarhus, som de har taget imod med kyshånd, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Konceptet minder meget om DHL-stafetten for voksne. Det foregår dog i børnehøjde. Ruten er således kun 2 kilometer lang, og antallet af deltagere per hold er på 3 personer.
Børnene får lov til at indtage en del af Mindeparken og de store opstillede telte, hvor de kan spise deres madpakker og hygge før, under og efter løbet.