Kronjysk trænerdarling fyret i Esbjerg
Den tidligere Randers FC-træner Colin Todd stopper med øjeblikkelig virkning som cheftræner for Esbjerg FB
8541 tilskuere på Bionutria Park i Randers sagde i maj farvel til Colin Todd som cheftræner. Han var gennem fire år respekteret og nærmest elsket af fans og spillere i det kronjyske. Fra i sommers har englænderen så trænet Esbjerg FB med væsentlig mindre succes, og nu er han så fyret.
I 20 kampe er det blot blevet til 16 point for esbjergenserne. Senest blev det dog søndag til et point mod topholdet fra Brøndby IF, så for nogen vil fyringen på dette tidspunkt nok være overraskende.
- Vi bebrejder ikke Colin Todd de resultater, han har nået i sin tid i Esbjerg, men vi tror heller ikke på, at han er den langsigtede løsning. Der er behov for at udstikke en ny retning, siger sportsdirektør Ted van Leeuwen til Esbjergs hjemmeside.
Læs også
I Randers FC gik det straks bedre for Colin Todd, der blandt andet førte kronjyderne til en flot tredjeplads i sæsonen 12/13, ligesom han to gange var med til at sikre holdet en plads i kvalifikationen til Europa League.
I Esbjerg overtages Todds plads nu af assisenttræneren Lars Lungi Sørensen.