Kronjysk storsejr
Randers FC rundbarberede Fredericia
Gode resultater i træningskampene er ikke altid en garanti for sportslig succes, når der lidt senere er vigtige point på spil.
Ikke desto mindre har superligaklubben Randers FC god grund til at være mere end tilfreds med årets to første testkampe.
For en uge siden besejrede kronjyderne lokalrivalerne fra AGF, og i dag, fredag, blev det på hjemmebane til en sikker sejr på 4-0 over 1. divisionsklubben Fredericia.
De fire Randers-mål blev sat ind af Nicolai Brock Madsen og Martin Svensson, der begge fandt vej til netmaskerne to gange.
Savnede løbevillighed
Trods den komfortable sejr var præstationen ikke pletfri, mener kronjydernes cheftræner, Colin Todd.
- I 2 halvleg bliver vi for tilfredse og spiller ikke med den fornødne kvalitet, ej heller med den nødvendige løbevillighed. Men alt i alt kan vi være tilfredse med den indsats, vi leverede, siger han til klubbens hjemmeside.
Kampen mod Fredericia blev spillet på kunstgræsbanen i Ulvehøj i Haslund.
Randers FC indleder forårssæsonen søndag den 23. februar på udebane mod Viborg.