Kronjyderne får færre børn
Storken er ikke på overarbejde i Randers
Der er blevet længere mellem højgravide kvinder og barnevogne på fortovene i Randers-området.
Sidste år kom der i alt 905 nye randrusianere til verden. Dermed fortsætter tendensen fra de seneste år, hvor fødselstallet i Danmarks sjettestørste by har ligget nogenlunde stabilt omkring de 900.
I perioden 2001-2010 var der på intet tidspunkt færre end 1.000 nyfødte om året. Nu forholder det sig stik modsat: De seneste år er der på intet tidspunkt blevet født flere end 1.000 børn.
Den negative udvikling fremgår af en befolkningsprognose, som Randers Kommune har fået udarbejdet. Trods de forholdsvis lave fødselstal forventer Randers Kommune, at der igen bliver travlt på den lokale fødeafdeling.
Således regner Randers Kommune med, at der allerede næste år vil være 942 børn, der endnu ikke har fejret deres første fødselsdag.
I 2022 forventer kommunen, at dette tal er steget til 1.111.