Kritiserer brug af agenter
Forsvarer vil have klient frikendt i narkosag
Politiets brug af udenlandske agenter i en sag om kokainhandel er langt over stregen, mener forsvareren for en af de tre mænd, der er tiltalt.
I en international efterforskning har forklædte politifolk fra USA, Danmark og et andet europæisk land deltaget i forhandlinger om salg af kokain.
Resultatet er, at tre mænd - en tysker, en colombianer samt en dansker - nu er blevet tiltalt for at ville købe op mod 200 kilo kokain fra Sydamerika.
Politiets agenter og to af de tiltalte skal have aftalt en pris på 43,5 millioner kroner.
De anklagede nægter sig skyldige. Og forsvareren for den 30-årige tysker siger, at brugen af agenter vil blive et omdrejningspunkt under sagen.
- Lovligheden af anvendelsen af agenter bliver et bevistema under retssagen, siger advokat Henrik Garlik.
- Problemstillingen handler om brugen af udenlandske agenter i Danmark, tilføjer han.
Advokaten tør ikke gå yderligere i detaljer, fordi efterforskningen hidtil har været behandlet bag lukkede døre i retten.
I et retsmøde fredag har en dommer i Aarhus bestemt, at de tre mænd skal sidde varetægtsfængslet, indtil dommen er afsagt. Det vil sige i cirka syv måneder.
Denne kendelse har forsvarerne dog kæret til Vestre Landsret.
- Kravet om løsladelse skyldes, at mistankegrundlaget efter min opfattelse er blevet svækket, siger advokat Henrik Garlik.
Han er i øvrigt utilfreds med, at Østjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag har fortalt om brugen af i alt fire agenter fra tre lande.
- De går for langt, mener Henrik Garlik, der som nævnt selv føler sig bundet af rettens dørlukninger.
Tre af de fire agenter er politifolk. Den fjerde er ifølge Ritzaus oplysninger en civil person, som det amerikanske narkopoliti, DEA, har hyret.
Det er normalt for amerikanske politimyndigheder at samarbejde med civile, som i nogle tilfælde er tidligere kriminelle, og som bruges som en slags lokkeduer.
I USA er det tilladt for civile agenter at være langt mere aktive end i Danmark. Her må civile kun i meget begrænset omfang som led i politiets efterforskning medvirke i kriminalitet.