Kritik af regning for Skills
Fagfest kostede mere end ventet
Beskæftigelsesrådmand i Aarhus Kommune, Hans Halvorsen (S), møder hård kritik efter det er kommet frem, hvad det kostede at arrangere DM i Skills i Aarhus.
Konkurrencerne, hvor lærlinge fra hele landet var samlet i Aarhus for at dyste indenfor 31 fag løb nemlig op i en pris, som var langt over de 1,5 mio. kr., byrådet sidste år bevilgede til fagfesten.
Ifølge medlem af beskæftigelsesudvalget, tidligere beskæftigelsesrådmand Gert Bjerregård (V), løber regningen nemlig op i et beløb, der kan vise sig at passere 20 mio. kroner.
-Jeg er overrasket over, at rådmanden nu har fundet - åbenbart i en cigaræske - over ti millioner kroner. Det er jo et samlet budget på over tyve millioner for to dage. Og det synes jeg nok er i overkanten. Jeg synes at med så store beløb, så bør man gå i byrådet og få det blåstemplet.
Ledelsessekretariatet for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune oplyser dog til TV2 | ØSTJYLLAND, at forvaltningen gennem længere tid har arbejdet ud fra et budget på omkring 20 mio. kr.
Ifølge sekretariatet blev forligspartierne ved budgetforhandlingerne sidste år enige om at afsætte 1,5 mio. kr. til afviklingen af DM i Skills. Men det har hele tiden været klart, at der var tale om et økonomisk bidrag til arrangementet, som forvaltningen stod bag, og at der på intet tidspunkt var tale om, at man kunne afholde DM i Skills for 1,5 mio. kr.
Hans Halvorsen mener, at byrådet er blevet orienteret undervejs om at fagfesten ville koste mere end den afsatte bevilling og at forvaltningen har sparet op til Skills-konkurrencen gennem længere tid.
Vi har mere om sagen i dagens udsendelser på TV 2 | ØSTJYLLAND.