Kritik af myndighederne i selvmordssag
Amnesty International er langt fra tilfredse med omstændighederne, da 33-årig mand hængte sig i Århus Arrest.
I søndags hængte en 33-årig psykisk ustabil mand sig selv i Århus Arrest.
Men det burde ikke være gået så galt. Manden havde via breve og sin advokat gjort opmærksom på, at han havde det mentalt dårligt. Alligevel fik han ingen hjælp.
- Hvis man har en indsat, der er psykisk ustabil og gør opmærksom på det gennem breve og sin advokat, så SKAL myndighederne reagere, siger Claus Juul fra Amnesty International til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Justitsminister Lenen Espersen (K) vil nu også se mere intenst på sådanne sager i fremtiden.
- Jeg vil foreslå et pilotprojekt, hvor psykisk syge indsatte bliver screenet, så man kan se, hvem der har behov for hjælp her og nu, så man ikke ender i sådan en ulykkelig situation, siger hun til TV 2 | ØSTJYLLAND.