Kritik af Aarhus Kommune: Hvorfor huser I Tvinds tøjcontainere?

Aarhus Kommune vil i fremtiden stille større krav til indsamling af genbrugstøj på offentlige arealer. Det sker efter kritik af foreningen UFF Humana

07:17

På fem genbrugspladser og 18 andre steder i Aarhus Kommune står der tøjcontainere fra UFF Humana, som kritikere kæder sammen med Tvind. Video: Oliver Høeg Nygaard Pedersen

Når du tager dine poser med aflagt tøj og kører på kommunens genbrugsplads, kan det være uklart, hvem der i virkeligheden tjener på dit brugte tøj.

Sådan lyder kritikken af UFF Humanas tøjcontainere, der i øjeblikket står på fem kommunale genbrugspladser i Aarhus og atten andre steder i kommunen.

I UFF Humanas regnskab for 2016 står der, at der blev doneret 902.501 kroner til ulandsprojekter, svarende til godt 10 procent af den samlede omsætning for salg af genbrugstøj, mens otte procent går til andre formålsaktiviteter. 

Læs også Syge børn modtog stor check fra ildsjæl bag velgørenhedsløb

Det vækker bekymring hos Anders Maegaard. Han har de seneste to år arbejdet som virksomhedskonsulent for Frelsens Hær og sidder i et udvalg, der netop beskæftiger sig med indsamling af genbrugstøj under Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, ISOBRO.

- Jeg hæfter mig især ved, at UFF Humana kun videresælger tøj til virksomheder, der er styret af andre lærergruppe-medlemmer, og at de kun støtter projekter i Afrika, som er kendt som værende en del af Tvind, siger Anders Maegaard.

Anders Magaard har både arbejdet for Dansk Flygtningehjælp og Frelsens Hær. Han stiller spørgsmålstegn ved, om UFF Humana reelt er en humanitær organisation. Foto: TV2 Lorry

Meget af UFF Danmarks eksport går til et sorteringscenter i Litauen. Det sorteringscenter er ifølge Anders Maegaard også ejet af folk, der er en del af lærergruppen.

- Det vil sige, at man sidder på hele fødekæden fra indsamling til transport til sortering til re-eksport ud til Humana-forretninger, der ender med at give et overskud, siger Anders Maegaard og konkluderer:

- Der er ikke nogen som helst mulighed for, at det kan kontrolleres, hvor mange værdier der går igennem systemet.

En rapport fra Miljøstyrelsen vurderer, at fire ud af fem danskere har prøvet at sende deres aflagte tøj til genbrug. Foto: Oliver Høeg Nygaard Pedersen

UFF er en forening, hvis øverste website-slogan er: ”Tøj der skaber udvikling.”

Men spørger man en tidligere ansat, så blev pengene fra ulandsarbejdet i hendes tid også indirekte brugt til at understøtte Tvind.

- Når UFF sætter containere op på Aarhus’ genbrugspladser, så er de med til at støtte Tvinds lærergruppe, mener Britta Junge, der selv forlod lærergruppen i midten af 1990’erne.

Den sammenkædning vil UFF Humanas daglige leder Else Hanne Hansen overhovedet ikke kendes ved.

- Det er noget sludder, at UFF Humana er en del af Tvinds Lærergruppe, står der i et skriftligt svar til TV2 ØSTJYLLAND:

- UFF Humanas liste over ansatte nævner ikke Britta Junge, så hun har ikke været ansat i UFF i Danmark inden for de seneste 20 år. På den baggrund kan hun dårligt udtale sig om vores organisation.

Læs det fulde svar fra UFF Humana nedenunder. 

 

UFF Humana udspringer fra Tvind

UFF Humana blev i 1977 skabt af folk fra Den Rejsende Højskole i Tvind, og flere medlemmer af foreningens bestyrelse er kendte medlemmer af den såkaldte lærergruppe.

Britta Junge var selv medlem af lærergruppen, og da hun som ansat på et Tvind-projekt i Angola i begyndelsen af 1990'erne tjente 60.000 kroner om året, tog hun lønnen med hjem i et mavebælte og gav pengene videre til lærergruppen.  

Hun underskrev sågar en fuldmagt, hvor hun videregav sin fuldmagt til at kontrollere hendes økonomi. 

Britta Junge stiller derfor spørgsmålstegn ved, hvor mange af pengene til ulandsprojekter, der reelt går videre til lønninger af folk, som også er en del af lærergruppen. 

Det kan UFF ikke svare direkte på.

- Ofte modtager et udviklingsprojekt støtte fra mere end én donor, står der i et skriftlig svar:

- Det er derfor kompliceret at fastslå præcist, hvor mange kroner der er brugt netop til at lønne projektmedarbejdere.

Britta Junge har været med i Tvinds lærergruppe, men har i dag brudt med organisationen. Foto: Oliver Høeg Nygaard Pedersen

Britta Junge kan genkende flere af navnene i UFF Humanas bestyrelse fra sin tid i lærergruppen.

- Jeg håber, Aarhus Kommune ved, at det er UFF og lærergruppen, de lader bruge deres system, og hvis ikke de gør, så synes jeg, at de skal til at vågne op, siger hun. 

Tvind og Mogens Amdi Petersen

Tvind er et vidt begreb, der ofte bruges til at beskrive sammenslutningen af skoler, der bygger på idealerne fra Den Rejsende Højskole. Den rykkede i1972 til Tvind nær Ulfborg i Vestjylland. 

Centralt står Mogens Amdi Petersen, der sammen med en gruppe idealistiske unge ville revolutionere verden og arbejde for et socialistisk samfund med større lighed.  

Han har ikke haft nogle officielle poster i Tvind-relaterede virksomheder, fonde eller skoler siden 1979, men han menes stadig at være den styrende person i bevægelsen. 

Han er fængslet in absentia, fordi han er stukket af fra Danmark og sammen med en række andre personer fra Tvind er eftersøgt via Interpol. De er tiltalt i en sag om økonomisk kriminalitet og mandatsvig.
 

Kilde: Gyldendal, Den Store Danske

Nye regler for tøjcontainere

Det fremgår af UFF Humanas regnskab for 2016, at 10 procent af deres omsætning går videre til ulandsprojekter, og så er der otte procent, som går til andre formålsaktiviteter.

Det lyder ikke af meget for den ansvarlige rådmand for miljø og teknik i Aarhus Kommune, Kristian Würtz (S).

 Det, synes jeg, lyder meget lavt og utilfredsstillende lavt, når vi ved, at der er andre af aktørerne på området, der er langt, langt bedre. Derfor skal vi sørge for, at hvis man skal samle tøj ind i Aarhus fra de kommunale pladser, så er det de seriøse spillere, der kan få plads, siger han. 

Rådmand for teknik- og miljø, Kristian Würtz, vil have større klarhed over, hvad der sker med genbrugstøj samlet ind i containere på kommunes arealer. Foto: Thomas Gam Nielsen

Rådmanden vil ikke fjerne UFFs containere nu, hvilket Odsherred Kommune på Sjælland har valgt at gøre. I stedet laver Aarhus Kommune nogle strengere krav, når de laver en ny udbudsrunde for tøjcontainere.

- Det skal være sådan, at vi alle sammen kan have tillid til og have en forventning om, at det går til et humanitært formål.

- Har du den tillid i dag?

- Nej. Jeg er bekymret, og derfor er det et krav, som vi skal sætte højt i det udbudsmateriale, som vi er i gang med at forberede, siger Kristian Würtz.