Krisen afblæst i Randers
Lammetævede Blokhus på hjemmebane
Randers FC har haft en skidt start på foråret, men søndag eftermiddag lykkedes det kronjyderne at finde de gode takter frem i bestræbelserne på at vende tilbage til Superligaen i fodbold.
Efter to nederlag i træk mod henholdsvis Brønshøj og Hobro blev bundholdet Blokhus sendt hjem fra AutoC Park med et nederlag på 0-4.
Kampens indledning var en smule famlende, men allerede efter 20 minutter kom Randers FC på sejrskurs, da Tidiane Sane sendte et indlæg fra Chris Sørensen i nettet.
Et kvarter senere sendte Chris Sørensen igen et godt indlæg ind foran nordjydernes mål. Denne gang var det Frank Kristensen, der sendte bolden over målstregen.
Tæt på hattrick
Efter pausen fortsatte Randers, hvor de slap, og to scoringer af offensivspilleren Ronni Schwartz fjernede den sidste rest af spænding om udfaldet.
Ronni Schwartz havde i den sidste del af opgøret flere muligheder for at score endnu en gang, men hattricket udeblev.
Søndagens sejr betyder, at Randers FC indtager andenpladsen i 1. division med et forspring på tre point til de nærmeste forfølgere, Vejle-Kolding.
Se TV 2 | ØSTJYLLANDs tv-indslag om kampen øverst på denne side.