Krimimesse boomer

5.000 besøgende til krimimesse i Horsens' gamle statsfængsel

For tusinder af mennesker rimer denne weekend ikke kun på forårssol men også på gru, gys og blodige hændelser. Således venter arrangørerne af Danmarks største krimimesse i Horsens at sætte besøgsrekord i weekenden.

- Sidste år havde vi 4300 besøgende, og jeg håber og tror, vi i år kan nærme os de 5000, siger bibliotekar Vibeke Johansen, der er en af initiativtagerne til messen, der afholdes i Horsens' gamle statsfængsel.

Krimimessens salg af elektroniske billetter forud for messen er i år steget med 150 procent. Men ifølge arrangørerne er det for tidligt at antage at billetter solgt i døren til messen vil have samme eksplosive stigning.

Ifølge lektor Gunhild Agger fra Aalborg Universitet rider krimimessen med på den bølge af store interesse, som kriminallitteraturen herhjemme har fået de seneste 10 år.

- Der er virkelig sket en eksplosion i genren. Det skyldes flere ting. Dels appellerer krimier bredt både køns- og aldersmæssigt, dels er der stor variation inden for genren, så der vil være noget for enhver smag, siger Gunhild Agger, der har forsket i krimier i Skandinavien.

Hun peger også på, at udviklingen på det danske krimimarked har været stærkt påvirket af den svenske og norske kriminallitteratur, der hurtigt er blevet oversat og endt på de danske boghylder til inspiration for både forfattere og læsere. Dertil kommer en stor medieinteresse for både forfattere og bøger, der har båret det danske krimimarked frem.

Og med en placering i Horsens gamle statsfængsel har krimimessen for alvor skudt papegøjen, mener Gunhild Agger.

- Omgivelserne giver følelsen af indespærring og konsekvensen af forbrydelse. Det er en god ramme til det arrangement, siger Gunhild Agger.

Krimimessen i Horsens finder sted lørdag og søndag.

Krimimessen i Horsens


  • Krimimessen i Horsens begyndte som et lille arrangement i 2001 og kan dermed fejre 10-års jubilæum i år.
  • Messen flyttede i 2007 fra lokaler på Horsens Ny Teater til det nu lukkede Horsens Statsfængsel.
  • Samtidig voksede messen betydeligt i størrelse.
  • Besøgstallet sidste år var 4300 over de to dage, arrangementet forløber.
  • I år har messen 112 programpunkter og 26 stande.