Krimimesse: To bøger mere om Axel Sten
Prisbelønnede Jesper Stein udgav den fjerde roman i krimialserien om Axel Sten i efteråret, og der kommer yderligere to romaner
Krimihungrende østjyder havde mulighed for at få stillet sulten på Fængslet i Horsens her i weekenden, hvor der blev afholdt Krimimesse 2016.
TV 2 | ØSTJYLLAND sendte live fra messen både lørdag og søndag, og søndag interviewede værten Thera Hoeijmans blandt andet forfatteren Jesper Stein, der står bag den populære kriminalserie med vicekommissær Axel Sten.
I efteråret udgav han den fjerde roman i serien, og boghandlerne kvitterede ved at tildele prisen De Gyldne Laurbær.
Rekordmange var til messe i Horsens
Hovedpersonen Axel Sten lever et hårdt liv, og det bliver ikke til en kriminalserie på 10 romaner.
- Han lever, som du siger, på kanten, så enten er der et meget begrænset antal bøger i ham eller også er han nødt til at lægge sit liv om på en helt anden måde og på en mere radikal måde, end han forsøger i den der (bogen, red.), for han forsøger jo at lægge sit liv om, men må konstatere, at dæmonerne og rusmidlerne har en ørneklo i ham, og sådan er han jo, siger Jesper Stein i interviewet med TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den fjerde roman slutter med en kæmpe cliffhanger, så efterfølgeren er der allerede taget beslutning om, men Jesper Stein har endnu ikke lagt sig fast på handlingen.
Egholm arbejder på ny bog fra Aarhus
- Jeg har ikke ret meget idé om den næste bog, men jeg stoler på, at det kommer hen ad vejen, og det er den måde, der virker bedst for mig, Altså en vis planlægning, men ikke for meget, for den overraskelse jeg selv får undervejs og mine idéer forplanter sig også til mine læsere og bøger, fortæller Jesper Stein.
Han løfter også sløret for, at han vil skrive to romaner mere med Axel Sten i hovedrollen, så der er noget at glæde sig til for læsere med hang til vicekommissæren, der kæmper med sine dæmoner.
Jesper Stein har en fortid som krimi- og retsreporter og debuterede som forfatter i 2008 med biografien "Man jager et bæst og fanger et menneske". I 2012 udgav han sin første kriminalroman "Uro", som han modtog Det Danske Kriminalakademis debutantpris for.
Se hele interviewet med Jesper Stein i ovenstående video.