Kreditkæmpe frygter opbrud i andelssektor

Overvejelser om ny ejerstruktur i de østjyske selskaber Danish Crown og Arla Foods bekymrer DLR Kredit.

Realkreditinstituttet DLR Kredit følger med bekymring med i de omsiggribende overvejelser om ny ejerstruktur i andelsejede landbrugsselskaber som Danish Crown og Arla Foods.

DLR frygter for landmændenes likviditet og dermed evne til at betale af på gæld på længere sigt, skriver dagbladet Børsen.

I Arla Foods har man i modsætning til Danish Crown besluttet at fastholde andelsstrukturen som hidtil. Dog skal andelshaverne lade flere penge stå i mejeriselskabet for at finansiere den fremtidige vækststrategi, der skal løfte selskabets omsætning over 50 pct. til cirka 75 mia. kr. i 2015.

DLR er bekymret for det pres på mælkeproducenternes likviditet, som den øgede konsolidering af kapital ind i andelsselskabet fører til.

- Hvis andelshaverne i al fremtid skal efterlade flere penge i mejeriet ved at acceptere en lavere afregningspris, er det selvfølgelig likviditetsbelastende på den lange bane, siger Jens Kr. A. Møller, der er direktør i DLR Kredit.

Flere mælkeproducenter har tidligere meldt ud, at det bliver umuligt for dem at få råd til at lade flere penge blive i Arla.

I morgen starter et stort repræsentantskabsmøde i Arla Foods, hvor andelshavere skal diskutere niveauet for den yderligere konsolidering.

Jens Kr. A. Møller forstår godt bekymringen blandt mælkeproducenterne:

- På den enkelte bedrift gør landmanden, hvad han kan for at optimere sin likviditet, og jeg forstår godt, hvis de har svært ved at lade midler ud over det strengt nødvendige blive i produktionsselskaberne, som det er nu, siger han.

Mens det i Arla er besluttet at lade andelshaverne finansiere væksten, vil bestyrelsen i Danish Crown sætte selskabet på aktier. Det åbner for at lade institutionelle investorer skyde penge ind - ligesom en børsnotering kan være en mulighed.

Eksterne investorer vil som tidligere beskrevet i dagbladet Børsen tage et pres på andelshavernes leveringsret til slagteriet med sig ind i selskabet.

Leveringsretten betyder, at slagteriet skal aftage alt, hvad landmanden producerer og ikke kan sige nej tak.