Kreditforening siger nej til Elvis
Kopi af Elvis' hjem risikerer at blive skrinlagt. Graceland Randers mangler 13 millioner kroner.
Ifølge Randers Amtsavis holder initiativtageren Henrik Knudsen mandag møde med sit pengeinstitut og de lokale investorer, der har givet tilsagn om økonomisk opbakning til projektet.
I alt koster det 26 millioner kroner at opføre en kopi af Graceland ved Hammelvej i den sydlige del af byen.
Halvdelen af pengene er allerede kommet i kassen, men der mangler stadig 13 millioner kroner, før projektet kan blive en realitet. De penge skulle efter planen have været lånt i en kreditforeningen, men forleden dumpede et brev ind ad brevsprækken hos Henrik Knudsen med et pænt afslag.
- De skrev, at de ikke havde mulighed for at gå ind i projektet. Vi troede, at vi havde fundet de sværeste penge, da de 13 millioner fra investorerne var på plads. Så brevet fra kredtiforeningen var et ordentligt hak i tuden, siger Henrik Knudsen til Randers Amtsavis.