Krebs og Falch klar med fælles album
De to hitmagere og venner for livet, Poul Krebs og Michael Falch, har efter flere års tilløb nu lavet en plade sammen
I aften er der i Musikhuset Aarhus release-koncert med en helt ny duo i dansk musik. Michael Falch og Poul Kreds har hver for sig haft stor succes - nu forsøger de sig med et samarbejde.
- Det er noget, vi har talt om i mange år. Lige siden vi for år tilbage var på turné som de tre tenorer med Steffen Brandt, har vi snakket om, at vi en dag skulle lave et album sammen, fortæller Michael Falch
Det har dog ifølge de to sangere aldrig rigtig passet sammen med hver deres respektive karriere, men nu kom tidspunktet.
Krævende kompromisser
- For et år siden nåede vi et punkt, hvor det gik for os hver især, og hvor det føltes rigtigt at lave noget sammen. Det skulle ikke være et nødprojekt, hvor vi lå ned, lyder det fra Poul Krebs.
Den nye duo ligger ikke skjul på, at de på trods af årelangt venskab ikke er kommet let til det fælles album.
- Pladen udkommer nu, og vi er da stadig venner, men det er krævende. Vi har været vant til at have det sidste ord selv, men det bliver rigtig interessant, når vi tillader hinanden at kommentere på sangene. Så det var en del af aftalen, forklarer Michael Falch.
For de to pladesmede har det samtidig været vigtigt, at albummet skulle indeholde sange skrevet til projektet, og ikke bare overflødige numre fra tidligere. Derfor er det også udelukkende nye fælles numre, der er på albummet "Tomandshånd".
Hør en af duoens nye sange øverst. Her kan du også få de to sangeres kommentarer til albummet og samarbejdet.