Kravitz skal finde fordums styrke
Lenny Kravitz fyrer onsdag op under Bøgescenerne. Her skal han med et kvart århundreds bagkatalog i ryggen demonstrere, at han stadig er aktuel
Kærlighedskrigeren Lenny Kravitz, der for mange er blevet et sexsymbol, kan torsdag aften fejre, at han i en kvart menneskealder har begået sig som aktiv musiker.
Det sker, når den 51-åriges verdensturné slår vejen forbi Smukfest i Skanderborg, hvor han både kan præsentere det nye album "Strut", men også udfolde sit 25 år lange musikalske repertoire.
Desværre for multi-instrumentalisten Kravitz har hans tiende og nyeste plade "Strut" ikke vundet anmeldernes gunst som fordums plader formåede at gøre.
- Efter det første sus begynder det at blive noget anstrengende at lytte sig gennem gentagelserne, der er opbygget efter helt den samme formel, og i sidste ende bliver fremført rutinepræget, skrev musikmagasinet Gaffa i deres anmeldelse af albummet og fortsatte:
- "Strut" lyder som noget af en midtvejskrise for den 50-årige retrorocker.
Det nyeste album i rækken spiller på den streng, der har været gennemgående i Kravitz' karriere - han er i den absolutte hovedrolle. Både som sanger, musiker, sangskriver og producer.
Sådan har det været siden han begyndte at dyrke musikken i fødebyen New York, som albummet er en hyldest til.
Pladeselskabet Virgin opsnappede en yngre Kravitz og gav ham frie rammer på debutalbummet "Let Love Rule" fra 1989.
Albummet står på skuldrene af fortidens rock-titaner og trækker kraftigt på inspiration fra Beatles, Jimi Hendrix og Led Zeppelin.
Se: Blomsterpigerne er flyttet ind
To år efter fulgte han op med "Mama Said", der klarede sig godt på salgshylderne, men kommercielt ikke når opfølgeren "Are You Gonna Go My Way", der udkom i 1993, til sokkeholderne.
Titelnummeret fra "Are You Gonna Go My Way" er en af Kravitz' allerstørste hits og vil uden tvivl fyre op under bøgeskoven, når han indtager scenen 23.45.
Men mon ikke der også bliver plads til at grave ned i bagkatalogets andre træffere som "Fly Away", "American Woman", "Again", "Lady", "I?ll Be Running", "Dig In", og "Stand By My Woman".
Og måske slår stjernen sig endda ligeså meget løs, som da hans bukser sprækkede og vedhænget stod til frit skue i Sverige 3. august i år.
Blå bog om Lenny Kravitz
- Lenny Kravitz hedder egentlig Leonard Albert Kravitz og er opkaldt efter sin onkel, der døde i Korea-krigen.
- Han er født 26. maj 1964 i Brooklyn, New York.
- En kort overgang i sin opstartsperiode gik han under kunstnernavnet Romeo Blue.
- Han vandt Grammyen for bedste mandlige rockvokal fra 1999 til 2002.
- I den første Hunger Games og efterfølgeren Hunger Games: Catching Fire spiller Kravitz Cinna. Han havde også en rolle som sygeplejerske i filmen Precious.
- Lenny Kravitz har datteren Zoe Kravitz sammen med ekskonen og skuespilleren Lisa Bonet.
- Han har udgivet 10 studiealbum, 49 singler og 41 musikvideoer.